Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Den lille og den store etik

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Sun, February 14, 2010 22:40:01

(trykt i tidsskrift for jordemødre nr. 12. 2009)

Der hvor etiketten før havde sin plads, har etikken fået sit sæde. Førhen var etiketten i fokus som måden, jeg klær’ mig og ter mig. I dag føres etikken frem som dilemmaer, der vækker kvaler. Som udgangspunkt betyder ordene etik og etikette det samme med rødder i det græske ethikos. Ofte skelnes der imidlertid mellem etiketten som den lille etik og etikken som den store etik. Den lille etik angår pli, sømmelighed, takt, tone og god opførsel i almindelighed. Den store etik angår derimod selve grundlaget for den gode opførsel i form af normer, værdier, karakter og dyder generelt. I det følgende skal der peges på en række ligheder og forskelle mellem den lille og den store etik ud fra et enkelt eksempel nemlig ‘værtindegaven’.

Værtindegaven

Som etikette forventes det ofte, at man medbringer en gave til værtsparret, når man som gæst ankommer til et middagsselskab. Det første spørgsmål, der rejser sig, angår gavens art. Hvad bør man medbringe? Man kan let få den erfaring, at gaven skal fungere som en erstatning for det, man forventer at få til gengæld. Med andre ord ankommer man med vin, blomster eller servietter og lys, hvilket formodes at være en del af middagsbordet. Hvis man evt. bryder denne skik og ankommer med en alternativ værtindegave, vil man altid kunne sige: ’dette er i stedet for en flaske vin’, eller med vinen i hånden: ‘dette er i stedet for en buket’. Udfordringen bundet til etiketten omkring værtindegaven angår imidlertid ikke gavens art men derimod gavens størrelse. Hvor stor eller værdifuld bør gaven være? Nøjagtig som det gælder med etik, vil man ikke kunne hente nogen stor hjælp i retningslinjer eller bøger om takt og tone.

I Brugsen vil der heller ikke være angivet, hvor stor gaven bør være til værtsparret man skal besøge samme aften. Selvom man måske kan finde et skilt, hvor der står ’værtindegaver’, fremgår det ikke, om det er den lille eller store kasse ’After Eight’, der er passende til lejligheden. Man vil således kunne give en gave til værtsparret med den risiko, at gaven enten er for lille eller for stor. Den cellofanindpakkede rødvin bliver pludselig pauver, når oksemørbraden kommer på bordet og hvis værtindegaven er en stor købmandskurv, rammer man måske også ved siden af, når frikadellemaden serveres.

Men hvordan afstemmer vi så værtindegavens størrelse? Det sker i entreen! Ved ankomsten vil man overbringe gaven og her afstemme størrelsen. ‘nej, det var alt for galt’, eller ‘det skulle I ikke have gjort’, e. lign. Fra den anden side kan det lyde: ‘det manglede da bare’ eller ‘nu står I her med mad og så synes vi....’. Sidenhen vil man på vejen hjem kunne tænke, om ikke gaven næste gang bør være lidt større eller mindre. Lettere bliver det, når det besøgte værtspar kommer til middag i eget hjem, hvor man med interesse vil kunne iagttage værtindegavens størrelse.

Mødet med den gravide

Hvad har værtindegaven med etik i jordemoderens praksis at gøre? Her skal nævnes en række vigtige forhold, der binder etiketten omkring værtindegaven sammen med etikken i mødet med den gravide. Som det gælder med værtindegaven, er det forholdsvis let at identificere de grundlæggende værdier, som jordemoderen bør møde den gravide med. Det kan man læse i etikkode for jordemødre og ikke mindst i værdigrundlaget på de enkelte afdelinger. Her kan man læse, hvordan jordemoderen skal udvise respekt og ansvarlighed etc. Som det gælder med værtindegavens størrelse, kan det imidlertid være særdeles vanskeligt som udgangspunkt at vide, hvor meget jeg som jordemor bør udvise respekt og faglighed. I hvilket omfang og på hvilken måde bør jeg eksempelvis udvise respekt for kvindens valg og fravalg i tilknytning til kejsersnit, smertelindring osv.? Og hvilke rammer er der forbundet med det ansvar, jeg skal bære for den gravide/fødende kvinde? Disse forhold kan jordemoderen kun få et formelt svar på – ikke et reelt svar i den konkrete situation, hvor værdierne udfordres. Jordemoderen kan ikke tænke sig frem til etikken på forhånd. Som det gælder med etiketten omkring værtindegaver, bliver værdierne først afstemt i mødet med ’den anden’.

Det er først når jordemoderen møder den gravide, at jordemoderen får ide om rammerne og betingelserne for den respekt og ansvarlighed, som hun bør vise og bære. Det er først i mødet med den gravide, at etikken bliver synlig. Det er først, når den anden kommer ind på scenen, at etikken bliver synlig. Som det gælder for værtindegaven, bliver det ofte lidt lettere at afstemme værdierne anden og tredje gang, vi møder hinanden. Efterhånden afstemmes værdierne i de rette forhold og vi når ideelt set frem til etikken. Med værtindegaven får vi afstemt etiketten, når vi møder værtsparret og i mødet med den gravide får vi afstemt etikken. Hvori består så den store forskel mellem etikette og etik? Som et kunstgreb kan etiketten betragtes som den lille etik, der viser hen til de uskrevne men mindre alvorlige regler i mødet med den anden. Etikken vil som den store etik derimod angå de uskrevne men alvorlige regler i mødet med den anden. Regler, som er alvorlige i den forstand, at jeg som jordemoder bærer ’den andens’ skæbne i mine hænder, når jeg træffer et valg.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post33

Filosofien gennem et træstetoskop

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Wed, August 26, 2009 15:06:29

(Trykt i Tidsskrift for jordemødre nr. 8, 2009)

Jordemoderuddannelsen har fået et nyt fag. Et lille fag med den store titel: ’Filosofi og etik’. Mange jordemødre vil umiddelbart kunne se relevansen af etik, som et felt der uundgåeligt betrædes i arbejdet med livets begyndelse. Men hvad med filosofien? Hvad skal vi egentlig med filosofi?

Med filosofien stiller jordemoderen en række spørgsmål til fagforståelsen og giver mulighed for at se faget i fugleperspektiv. I modsætning til andre fag drejer filosofien sig om at gøre det entydige mere flertydigt. Pointen er, at jordemoderen herigennem skaber en større faglig såvel som personlig ydmyghed i mødet med den gravide. Hun bliver bevidst om den måde, situationen altid kan beskues anderledes på – ikke mindst fra den gravides perspektiv. Det betyder bl.a. at jordemoderen ikke blot arbejder med sit fag men bliver lig sit fag. Filosofien er her det ankerpunkt, hvorfra den faglige kurs udstikkes. I udgangspunktet er filosofien ikke et redskab, som et træstetoskop kan være det. Filosofien skaber derimod et mere nuanceret verdensbillede og et mangfoldigt menneskesyn. På den måde bliver mødet med filosofien, som et møde med optikeren. Verden fremstår efterfølgende mere klar, men også mere kompleks.

Filosofiens ægteskab med jordemoderkunsten bliver mere konkret og tydelig, hvis vi tager udgangspunkt i jordemoderens praksis. Som illustrativt eksempel er det at lytte hjertelyd en central jordemoderfaglig handling, hvortil filosofien vil kunne rejse en lang række spørgsmål, til forløsning af ny erkendelse. Jordemoderen anvender udtrykket ’at lytte hjertelyd’. Men vil jordemoderen i udgangspunkt ’lytte til’ eller ’høre efter’? Hvis jordemoderen lytter sker det som en intention om at nå ’ind til noget’, hvor det at høre sker ’ud fra noget’, dvs. en indstilling. Spurgt på en anden måde: Hører vi barnet eller hører vi vores tolkning af barnets hjertelyd? Begge dele synes at være relevant. Som et andet eksempel kan der filosofisk spørges til det vi lytter til. Er det et foster eller et barn? Der er ikke blot tale om en sproglig forskel. Eksempelvis må vi under særlige omstændigheder gerne slå fostre ihjel i Danmark men under ingen omstændigheder slå børn ihjel. Her spørges der til jordemoderens menneskesyn. Hvad er det hun ser gennem lyden? Ser hun et anatomisk fysiologisk objekt eller et gryende bevidst subjekt. Hvad ’ser’ hun når hun ikke hører hjertelyd? Hvad ’siger’ hun når hun ikke hører hjertelyd? Som eksempel på sidstnævnte vil filosofien pege på en række forskellige talehandlinger. Et eksempel kan være jordemoderen der udtrykker: ’jeg kan ikke finde hjertelyd’. Selvom denne sætning aldrig står alene, og typisk er bundet til en række forbehold, vil udtrykket aldrig blot være information eller en meningsfuld tilkendegivelse. Sætningen bringer noget med sig. Jordemoderen handler gennem sproget og fungerer som optiker, der skifter briller på kvinden. Nu ser verden pludselig anderledes ud. Horisonten er visket ud og eksistensen udfordret. Bliver vi i sproget vil metaforer samtidig være et filosofisk fokus. Skal vi fokusere på, hvordan vi ’serverer’ den svære information eller skal vi ’tune’ ind på kvinden og først finde hendes ’frekvens’ for derigennem at kunne ’spille’ på de rigtige ’tangenter’. Med sproget fokuserer filosofien også på forståelse, som et vigtigt begreb. Barnet viser sig, jordemoderen giver sig men forståelsen byder ikke sig selv. Forståelse kræver motiv og karakteregenskaber. Nærmere bestemt villighed til ikke at forstå for derigennem at kunne forstå.

Ovenstående eksempler fremstår isolerede og ubesvarede. Ideen er heller ikke at tage filosofien med ind i jordemoderens praksis men derimod give eksempler på hvordan filosofien kommer ud af praksis. Dvs. at se de relevante spørgsmål i praksis. Det er her spørgsmålene bør rejse sig og svarene give sig. Jordemødre skal med andre ord ikke beskæftige sig med filosofi for filosofiens skyld men for de gravide og fødende kvinders skyld. Filosofiske spørgsmål er som eksemplificeret en integreret del af jordemoderens praksis. Hertil kan man så indvende, at disse mange filosofiske spørgsmål på ingen måde hænger sammen med en travl hverdag, hvor de vordende forældre har krav på pleje og behandling. »Filosofien er godt nok spændende og forfriskende, og samtidig kan det være befriende at få lidt filosofisk luft under vingerne, men nu må jeg tilbage til den fødende kvinde«. Men pointen er, at det netop er i mødet med kvinden, at filosofien er vigtig. Det er i praksis og ikke uden for praksis, at filosofien skal praktiseres.

Filosofien er ikke et redskab, som et træstetoskop kan være det. Filosofien er derimod en frugtbar eftertanke i arbejde med stetoskopet, der sigter mod et mere nuanceret verdensbillede og mangfoldigt menneskesyn. Lad mig understrege pointen. Filosofi bør ikke være en løsrivelse fra praksis men en mere nuanceret tilnærmelse til praksis. På den måde er det vigtigt at se filosofisk praksis som noget, der ikke primært skal læres, men noget, der skal væres. Ad den vej er filosofi ikke først og fremmest et spørgsmål om at få et nyt begreb om praksis men derimod et spørgsmål om at forme et stadig mere nuanceret og oplyst menneskeligt greb i praksis.

Det bliver spændende at se de nye jordemødre arbejde med filosofien i den nye jordemoderuddannelse men mest interessant at se hvordan filosofien kommer til at virke i praksis.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post31

Hvem har ansvaret for min fødsel?

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Mon, June 08, 2009 20:17:58

Vi lever i et velfærdssamfund. Social- og sundhedshjælpere tager ansvaret for vores forældre på ældrecentret. I skolen tager pædagoger og lærere ansvaret for vores børn. Men hvem bør tage ansvaret for min fødsel?

Før var fødslen en omstændighed, en nødvendighed eller slet og ret et vilkår når man blev gravid. I dag er fødslen bundet til en lang række valg omkring smertelindring, fødestillinger og om muligt også kejsersnit. Men giver man et valg åbnes der samtidig for en række fravalg. Det man i sundhedsvæsenet ofte glemmer, er at der ved et fravalg også gemmer sig et fravalg af ansvar. Der er noget man ikke kan eller vil og derfor overdrages ansvaret til de sundhedsprofessionelle. På et sygehus med patienter er det godt sådan. Men hvor meget ansvar kan vi overdrage til andre i forbindelse med fødslen? Jeg vil her anlægge et eksistentielt perspektiv.

Det særligt kendetegnende ved mennesket er vores mulighed for at træffe valg i livet. Pindsvinet står ikke ved vejkanten og overvejer den videre færd. Enten går pindsvinet over vejen eller også gør den ikke. Iflg. Kierkegaard er det vores evne til at vælge, der kendetegner det specifikt menneskelige. Kunne vi blot leve som liljen på marken eller fuglen under himlen, hvor livet lever sig selv. Men det kan vi ikke. Vi skal hele tiden vælge og ikke sjældent fortryder vi vores valg. Som Kierkegaard ironisk formulerer, vil vi både fortryde hvis vi gifter os men også hvis vi ikke gifter os. Vi kommer til at fortryde begge dele. Ikke desto mindre må vi vælge - det er vores lod. Hvis vi fravælger valget fravælger vi livet. Vi melder os ud af livet uden at kunne melde os ind andre steder.

For den gravide er der på samme måde skabt en række valg, hvor vi ofte glemmer selve fravalget. Fravalget af smerte eller sågar fravær af min egen deltagelse under fødslen. Eksistentielt vil hele forskellen bestå i hvem der tager ansvar for valget. Angår valget kejsersnit kan ansvaret baseres på et fagligt skøn og/eller kvindens eget ønske. I det sidste tilfælde er der ikke blot tale om et valg men samtidig et fravalg af tilstedeværelse. Eksistens betyder fra latin at træde frem. At vi træder frem på scenen og spiller den rolle vi har fået. Det kan være særdeles hårdt, hvis man har fået rollen som syg eller døende osv. Men heldigvis står man ikke alene på scenen. Men hvis vi slet ikke går ind på scenen står vi i skyggen af vores eget liv. Eksistentielt kaldes det for fremmedgørelse.

Pointen er, at giver vi den gravide et valg giver vi samtidig muligheden for et eksistentielt fremmedgørende fravalg. Et fravalg af ansvar. I Danmark giver det mening at spørge: Hvem tager ansvar for min fødsel? Eksistentielt er det et absurd spørgsmål. Det er det samme som at spørge: hvem tager ansvaret for mit liv. Med fødslen som eksempel er lægen der FOR kvinden og jordemoderen er MED kvinden men det er kun kvinden der ER fødende. Kejsersnit på moders ønske er således et eksistentielt anliggende. Billedligt kan vi forestille os et maratonløb, hvor målstregen ikke blot afslutter løbet men samtidig skaber løbets helhed. På samme måde vil fødslen ikke blot afslutte graviditeten men samtidig gøre graviditeten til en helhed. Der har længe været fokus på kvindens ønske om kejsersnit fra et historisk, medicinsk, økonomisk, sociologisk og psykologisk perspektiv. Men den filosofisk-eksistentielle dimension synes at mangle, hvor valget og ikke mindst fravalget af fødslen kan frarøve kvinden en meningsgivende opgave.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post30

Moders mål

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Thu, January 29, 2009 11:31:58

Som ansat på jordemoderuddannelsen taler jeg ofte med de studerende om det centrale i jordemoderens arbejde. Hvad er kerneydelsen? Hvad er vigtigt og hvad er mindre vigtigt? Som det helt centrale er de studerende ofte enige om, at jordemoderen skal bistå kvinden under fødslen, som en praksis, hvor fagligheden skaber sikkerhed og personligheden skaber tryghed. Dette svar er i samklang med en ny videnskabelig undersøgelse, hvor engelske jordemoderstuderende er blevet stillet et tilsvarende spørgsmål (1). Skal det indkredses nærmere er der tale om et menneskeligt møde, hvor mening og dermed forståelse afstemmes på vejen til barnets komme. Det er dette møde, som aldrig kan standardiseres men derimod viser sig på stadig nye måder. Men der må imidlertid være noget, som altid er vigtigt i dette menneskelige møde. Svaret er selvsagt kompleks. Her skal blot peget på et enkelt perspektiv nemlig det sproglige møde.

Iflg. ordbog over det danske sprog er ordet ’møde’ beslægtet med ordene ’mod’ og ’mål’. Man kunne foranlediges til at sige, at det i mødet kræver mod at nå målet. Her er målet ikke noget jordemoderen sigter efter men det tungemål, der skaber mening i en dialog. Men hvad er det for et mål vi sætter på tunge når jordemoderen eksempelvis taler om ’naturlige smerter’, ’den gode fødsel’ eller ’et normalt barn’. Som udgangspunkt kan tungemålet være helt forskelligt i relationen mellem gravid og jordemoder. Jordemoderens opgave må derfor bestå i at finde målet, som moders mål. Moders mål er det første sprog barnet tilegner sig og danner senere grundlag for den første forståelse i relationen mellem mor og barn. Man kan også kalde det for den første modersmålsundervisning. I jordemoderens møde med den gravide må der ud fra denne tanke ikke blot sigtes efter det danske fællesmål men derimod det personlige (tunge-) mål, hvorpå der kan bygges forståelse. Vi kan kalde det jordemoderens evne til at ’koble klogt’. Hvad kan der ske, hvis jordemoderen og kvinden derimod taler forbi hinanden uden samme mål? I værste fald kan kvinden miste modet. Hun kan sågar blive målløs (mål-løs dvs. tavs). Med de bedste intentioner tales eksempelvis om den gode fødsel men målet er ikke nødvendigvis det samme. Målet er ikke indfanget men mistet. Sprogligt taler vi om at miste mål og mæle og handler som jordemoder i værste fald uden mål og med. Jordemoderens kommunikation må derfor sigte efter en udmåling af ’den gode fødsel’, som eksempel. Vel at mærke ikke som noget (udelukkende) kvantitativt men som en kvalitativ afstemt mening ud fra et fælles tungemål. Moders mål kan således fungere som noget jordemoderen pejler efter i bestræbelsen efter at dele mening med kvinden. Det er målet der istandsætter mødet. Med mødet som det centrale i jordemoderens arbejde er det således ikke målet der helliger midler men målet der er midlet. Målet er midlet til at afstemme en forståelse i jordemoderens møde med kvinden.

  1. Butler M. M. et al. What are the essential competencies required of a midwife at the point of registration? Midwifery (2008) 24, 260–269.


  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post28

Jordemoderen som maieutiker

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Tue, March 06, 2007 21:07:43

Begrebet maieutik er græsk og betyder jordemoderkunst eller fødselshjælp. Kunsten at bistå under fødslen, som en forankret ledsager. I dag er begrebet imidlertid mere eller mindre forsvundet fra jordemoderfaget. Med denne korte artikel er det tanken, at genplacere maieutikken i jordemoderens praksis, for derigennem at pege på nye sider af jordemoderens arbejde.

Maieutikken har rødder i det antikke Grækenland, hvor specielt Sokrates bør nævnes, som det bedste eksempel på en maieutisk praktiker. Som de fleste er bekendt med var Sokrates imidlertid ikke jordemoder i traditionel forstand men derimod filosof. Dog har han sikkert været inspireret af hans mor Phainarete, som var jordemoder. Sikkert er det imidlertid, at Sokrates så sig selv som jordemoder af en ganske særlig støbning. Han kunne ikke hjælpe med at føde børn men hjalp med at føde andres tanker. Ligesom jordemoderen ikke selv er den, som føder barnet, ligeledes er det heller ikke Sokrates, der føder tankerne hos samtalepartneren, han er blot den forløsende hjælper. Han hjælper den viden på vej, som allerede er til stede. Målet med jordemodermetoden eller den såkaldte maieutiske metode er derfor ikke at finde det rigtige svar, men at stille det mest præcise spørgsmål, så horisonten udvides mod ny erkendelse.

Men hvad er det mere præcist ’Jordemoderen Sokrates’ kunne, som nutidens jordemødre kan drage nytte af i dag? Som et vigtigt element er det hans ganske særlige måde at tale med andre mennesker på. I samtalen fungerede Sokrates som jordemoder, hvor han skabte de bedste betingelser for fødslen af nye tanker. Han stillede derfor spørgsmål på en sådan måde, at der blev appelleret til refleksion og eftertanke. Han fik samtalepartneren til bedre at kunne forholde sig til sig selv og sin situation. Her benyttede han sig af en række fødselsteknikker. Bedst kendt er dialektikken, hvor Sokrates stiller sig ydmyg og spørgende overfor det andet menneske. Med sine spørgsmål indtager han en uvidende position for derigennem at åbne for de tanker, som ligger gemt i den andens bevidsthed. Det er netop kunsten at hjælpe til fødslen af ny forståelse, som er den kunst, der med fordel kan opdyrkes i jordemoderens praksis.

Mere konkret vil den sokratiske fødselsteknik kunne styrke jordemoderens sundhedsfremmende arbejde. Et arbejde hvor udgangspunktet ikke er at forklare den gravide, hvad der er rigtigt og forkert, men derimod at tilstræbe en forståelse af det udgangspunkt, hvorfra kvinden oplever sin situation. Ad denne vej er det ikke kun jordemoderen, der ved, hvad der er bedst for den gravide kvinde men også kvinden, der stillet overfor de rigtige spørgsmål, kan fortælle jordemoderen, hvad hun bør gøre. Mere nøjagtigt må Jordemoderen tage rollen som samtalepartner i kvindens indre dialog. På den baggrund er det vigtigt at opsummere dialogens indhold, så der fortløbende skabes en rød tråd i dialogen, hvilket samtidig giver kvinden mulighed for at se sin situation udefra. Målet er selverkendelse. Ikke blot at kvinden kender sin situation, men at kvinden samtidig erkender sin situation og placering i samme. Ideen er ikke, at jordemoderen gør sig klog på kvindens følelser og tanker, men at jordemoderen skaber betingelserne for, at kvinden selv bliver klogere på egne forhold. Med en sokratisk maieutik er det derfor ikke tanken blot at informere kvinden, men at tænke sammen med kvinden om et fælles mål. Samtidig er man ikke resultatorienteret, men personorienteret, hvor det afgørende er at finde den gravide der hvor hun er, dvs. i en bestemt situation.

Den sokratiske jordemoderkunst kræver en stærk karakter. På samme måde som man aldrig kan være sikker på den fødsel man går ind til, på samme måde må man være indstillet på de mest uventede tanker fra den gravide – og begynde der. Som karakteregenskab fremhævede Sokrates ydmyghed som en dyd. Kierkegaard, der havde Sokrates som sit forbillede, er vel nok den, som har formuleret det mest præcist. I et efterhånden slidt men vigtigt citat lyder det således:

…al sand hjælpen begynder med en Ydmygelse; hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaa, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og ikke at forstaa hvad den Anden forstaar

Fødselshjælpen bliver ad den vej en bestemt livsindstilling, der præger ens arbejdsindstilling. Ydmygheden er ikke en forhandlet opgave eller et flueben på en tjekliste, men derimod en karakteregenskab, der kommer til syne, som en konkret duelighed. Ydmygheden fortæller med andre ord ikke noget om det, jeg gør, men om det, jeg er. Pointen er, at ydmyghed ikke er noget, vi kan evidensbasere for nu at bruge et postmoderne udtryk. Tværtimod beviser eller begrunder ydmygheden ingenting, men viser sig som en menneskelig uvidenhed. Ikke uvidenhed om hvem man er, eller hvad man står for, men snarere erkendelsen og accepten af alt, det man ikke er. Med ydmygheden flytter jordemoderen fokus væk fra sin egen person over på den hun gerne vil hjælpe. Ydmygheden hjælper jordemoderen til ikke blot at lade sig føre af fornuftens vilje, men derimod lade det hun ikke ved komme før det hun ved. Hun ved IKKE hvordan kvinden (eller manden) har det! – men vil gerne vide det. Dog er ydmygheden en indsigt før den bliver en dyd ellers bliver den blot en munter uvidenhed, hvor al ting er ligegyldigt. Indsigten består i, at komme fejltagelserne i forkøbet og lade kvinden komme til orde først. Med ydmygheden er jordemoderen medmenneske før hun er menneske.

Som det kort er blevet skitseret kan jordemoderkunsten beskues fra flere sider. I tråd med den nytænkning, som arbejdet med sundhedsfremme har skabt, kan jordemoderen med fordel inddrage maieutikken, som et frugtbart aspekt af en praksis i udvikling. Dette bør ikke blot ske som en faglig profilering, men som en erkendelse af, at jordemoderen som fødselshjælper både ledsager kvinden som menneske og medmenneske.

Blog Image

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post21

Etik under forvandling og behandling

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Tue, March 06, 2007 21:04:32

Etik i jordemoderens praksis ligner på flere måder diskretionslinjer, som man finder dem på gulvet i banken eller i Bilka. Træder jordemoderen ved siden af, bliver hun således mindet om rigtig og forkert gennem etiske kodeks og forskellige værdisæt. Når jordemoderen tøver ved den gule streg i de svære etiske situationer, er det heldigvis ikke for sent at shoppe lidt blandt de mange etiske råd og organer.

Hvad gør jordemoderen i svære etiske situationer? Hvad gør jordemoderen, når lægens beslutninger synes at skrige til himlen eller når jordemoderens valg betyder liv eller død for kvinden eller barnet? Arbejdet med disse situationer synes at ændre sig i disse år. Etikken er blevet vendt på hovedet. Før var det jordemoderen, der skulle skabe etikken. I dag er det etikken, der skal skabe den gode jordemoder. Førhen tog etik udgangspunkt i jordemoderens karakter og personlighed. I dag er etik blevet objektiveret gennem værdisæt, faglige råd og organer. Etikken objektiveres som normer og værdier vi kan diskutere, hvor vi selv fungerer som beskuere af egen praksis. Jordemødre er derfor blevet brugere af etiske teorier, værdier, retningslinjer og andre mulige eller umulige etiske kodeks. Etik bliver evnen til at se sig selv og andre udefra, som etiske forbrugere.

Etik bliver diskuteret som aldrig før, hvilket i reglen sker med afsæt i de etiske situationer. Stadig flere etiske dilemmaer bliver således diskuteret og vurderet i jordemoderens praksis. Jordemødre bliver direkte opfordret til at deltage i den fortsatte diskussion vedrørende etikkens lødighed i klinisk praksis. Men findes der et alternativ til det frie etiske marked i sundhedsvæsenet? Svaret er ja. I stedet for at diskutere den etiske situation bør vi arbejde med den etiske person, som kun sjældent inddrages. Stiller vi et praktisk eller juridisk spørgsmål kan det være yderst relevant at diskutere selve situationen, hvor vi ofte vil kunne nå frem til en løsning. Men stiller vi et etisk spørgsmål klæber spørgsmålet til personen, som de normer og værdier der viser sig gennem mine handlinger. Jeg har ikke en etik men er min etik. På den måde bliver etikken et personligt og kollegialt projekt mere end et fagligt projekt.

Selve ordet etik betyder egentlig sædvane (fra det græske ethos), hvilket var et begreb, der var gængs i oldtidens Grækenland. Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Aristoteles var den første der anvendte dette begreb i hans bog om etik, som behandler dette svære emne. Bogen bærer titlen Den Nikomacheiske etik, hvilket henviser til hans egen fader Nikomachos og ikke mindst hans egen søn, som ifølge historien blev opkaldt efter faderen. Denne bog skulle således være en påmindelse om de sædvaner, der skulle gå i arv generationer imellem. Etik er den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring. Etik er det sted, jeg har mit afsæt eller det fundament mine handlinger hviler på. Begrebet etik betyder derfor også bolig eller sæde. For Aristoteles var etik det jeg sædvanligvis gør, eller det jeg har at rette mig efter, som en rød tråd i livet. Etik har noget med den enkelte person at gøre. Mere præcist er etik den enkeltes karakter og det som karakteriserer mine handlinger. Det afgørende er derfor, at jeg gennem mine erfaringer sliber min karakter og derigennem finder den rette handling. Etik er noget jeg skal dyrke gennem hele mit liv, som langsomt kultiverer mine vaner i hverdagen.

Når jordemoderen står i en svær etisk situation, skal hun ikke kigge ned for at lede efter en diskretionslinje at rette sig efter. Hun skal tværtimod stå rank i de svære etiske situationer. Billedligt vil hun som bjergbestigeren have svært ved at finde de næste skridt. Her skal man ikke se ned men se op for her at kunne orientere sig og finde nye veje i den konkrete situation. Hun kan lade sig vejlede af kolleger men må selv klatre, hvilket kan være svært. Etik kræver erfaring og mod. Etik kræver villighed til at arbejde med sig selv.

Jordemoderen skal ikke være etisk forbruger men bruge sig selv. Hun bør arbejde med sig selv, hvilket imidlertid ikke udelukker en løbende dialog med kolleger i praksis. Dog kan vi ikke købe etik eller tage etik med os, som var det en rygsæk. Vi skal tværtimod arbejde med vores karakter. Vi skal slibe, pudse og evt. høvle på vores karakter, så vi ikke bliver ubehøvlede. At være behøvlet er at være etisk. Vi vil muligvis kunne købe høvlen, men arbejdet må vi selv klare.

Blog Image

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post20

En filosof krydser sporet

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Tue, March 06, 2007 21:02:13

Det er både spændende og interessant at få indblik i jordemoderens teori og praksis, som filosof og ny underviser på jordemoderuddannelsen i Esbjerg. Mine første generelle indtryk fortæller om jordemødre med stærke karakteregenskaber og solide idealer om eget fag og virke. Samtidig oplever jeg et fag midt i en udviklingsproces, hvor der i stigende grad satses på begrebet om praksis frem for grebet i praksis. I denne omstillingsperiode, hvor stadig flere jordemødre tilegner sig nye akademiske kompetencer oplever jeg en fornyet interesse for jordemoderens fagidentitet. Hvad er egentlig det primære i vores praksis? Hvad er det vi er specielt gode til, som vi fortsat må udvikle og blive bedre til? Som et ydmygt bidrag til denne debat vil jeg foreslå, at der fokuseres på sagen frem for faget. Et fokusskifte fra faglighed til saglighed.

Hvad er et fag egentlig? Generelt set betyder ordet oprindelig en adskilt del af en større sammenhæng. Et hus kan således opdeles i mange fag. F.eks. har tagkonstruktionen lige så mange fag, som der er mellemrum mellem spærene. Ligeledes er der et fag for hvert vindue eller døråbning. Når der skal bygges et hus indgår der endvidere en lang række fagområder, som alle har et fælles mål nemlig færdiggørelsen af huset. De mange fagprofessioner kan således i sig selv sammenlignes med et hus, som udgør en enhed.

I den universitære verden er fagbegrebet ligeledes blevet brugt når nye videnskaber grundlægges. Selve ordet universitet betyder således blot en helhed eller enhed af fagområder. Videnskabeligt set kan vi således betragte verden fra et sociologisk eller psykologisk vindue osv. Samlet set udgør videnskaben derfor et hus med mange forskellige fagvidenskaber. En bygning som konstant holder rejsegilde.

Ser vi på jordemoderfaget har det ikke altid været et fag. På samme måde, som der blev bagt brød før der eksisterede et bagerfag, således har jordemoderkunsten eksisteret lang tid før det blev et fag. I dag er jordemødre imidlertid blevet en del af et fagligt fællesskab. Jordemoderen må derfor finde sin plads blandt andre professioner, som hver har deres faglige kundskaber, der skal beskyttes og udvikles. Med det spæde forsøg på at akademisere faget har jordemødre endvidere gjort antrit til at ville ind i videnskabens hus. Et støvet hus med faglige spær, der hurtigt kan virke som en prokrustesseng for et gammelt erhverv med stolte traditioner. I dette forsøg på at komme ind i videnskabens hus kan jordemoderen let komme til at tabe noget på vejen derhen, hvilket er sagen selv. Jordemoderfaget holder nemlig ikke rejsegilde i videnskabens hus, men finder det rum, hvor det nu engang befinder sig bedst. Ser vi således på nogle af de første specialer, som formuleres i faget sker det i reglen ved at kigge ud fra et sociologisk, psykologisk eller medicinsk vindue. Når jordemødre reelt set ikke holder rejsegilde i videnskabens hus er det fordi det befinder sig allerbedst et andet sted. Der kan derfor let ske det, at man låner nogle af de dyre teoretiske overfrakker fra videnskabens hus og vender tilbage til fødegangen som var det en catwalk.

Faget vil være bedre tjent med at afklæde sig de lånte fjer og arbejde med selve sagen på egne præmisser. Hvor faget afgrænser jordemoderkunsten vil sagen omvendt vedrøre selve kundskabens substans. Ordet sag er beslægtet med ordet ’søge’. Sagen er derfor det man søger efter, stræber mod eller er på sporet af. Sagen er fagets indholdsmæssige kerne. Om det gælder fagprofessioner eller de videnskabelige fag, så er det sagen, der skaber samfundsnytte. Det afgørende er derfor, hvordan jordemoderen er til stede i mødet med de vordende forældre, hvilket er sagligheden selv.

Blandt jordemødre kan faget hurtigt få mere opmærksomhed end selve sagen. En kamp for videnskabelig faglighed. Denne kamp kan let gøre sagligheden til offer. Fagforståelsen kan med andre ord blive så domineret af abstrakte tankevaner, så den ikke blot må suppleres, men direkte aflæres, når det kommer til selve sagen. Jordemoderen kan brænde for faget, men jordemoderkunsten må overleve via et fokus på sagen. Jordemoderens faglighed må derfor blive båret af en vilje til saglighed.

Blog Image

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post19

At opleve og udleve en god fødsel

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Tue, March 06, 2007 20:58:18

Debatten om ’Kejsersnit på moders ønske’ har fået fornyet styrke efter at sundhedsstyrelsen har udarbejdet en medicinsk teknologivurdering om dette komplekse emne. Rapportens hovedkonklusion er klar. Der bør gøres en yderligere indsats for at sikre, at kvindens første fødselsoplevelse bliver god. Dette ses i lyset af det forhold, at det primært er flergangsfødende med en dårlig fødselsoplevelse bag sig der ønsker kejsersnit. På baggrund af denne konklusion er det let at slutte til jordemoderens forpligtelser. Rapporten anbefaler således, at jordemødre er kontinuerligt tilstede under fødslen. Jordemoderen skal herigennem være med til at sikre at kvinden får en god fødselsoplevelse.

Med rapportens konklusioner befinder vi os imidlertid på et skråplan. Her mener jeg det er vigtigt at fokusere på ordet fødselsoplevelse. Det forudsættes, at der er nogen eller noget der skaber en god fødselsoplevelse. Der er med andre ord nogen der kan, skal og bør stilles til ansvar for den gode oplevelse om det nu er jordemoderen, faderen, lægen eller kvinden selv. Jeg vil her problematisere hele ideen om fødslen, som en god eller dårlig oplevelse. Med oplevelsen er der lagt op til at kvinden skal have tilført noget. Af samme grund taler vi om at eller give sig selv en god oplevelse. Når jeg oplever noget er jeg vidne til noget. Jeg er beskuer af den virkelighed jeg befinder mig i. Der er med andre ord skabt en adskillelse mellem det levede og oplevede, hvilket er problematisk. Vi kan gå i biografen eller tage på en spændende rejse, hvilket ofte afstedkommer spændende oplevelser men en fødsel skal leves og gennemleves mere end opleves.

Til forskel fra det at opleve noget kan jeg leve og udleve noget. Når jeg oplever mig selv eller noget omkring mig er jeg i et forhold til noget, hvilket let skaber en distance. Når jeg derimod lever og udlever en situation er jeg nærværende. At leve forstås synonymt med det at eksistere, hvilket betyder at fremtræde nærværende. Under fødslen er det netop kvindens tilstedeværelse der er helt afgørende. Det afgørende er i første omgang ikke hvordan fødselssituationen opleves efter fødslen men hvordan situationen leves under fødslen.

Som konklusion vil man ikke kunne nedbringe antallet af kejsersnit ved at fokusere på selve fødselsoplevelsen. Skal antallet af kejsersnit nedbringes må der tværtimod fokuseres på den måde kvinden lever og udlever sin fødsel på. Sagt med andre ord skal kvinden ikke gøres mere eller mindre passiv med fokus på oplevelser men aktiveres med appel til udlevet tilstedeværelse. Når sundhedsstyrelsens rapport således fokuserer på jordemoderens tilstedeværelse glemmer man det vigtigste nemlig kvindens egen tilstedeværelse. Jordemoderen bør ikke sørge for at kvinden oplever sig gennem fødslen men derimod hjælpe kvinden med at leve sig gennem fødslen.

Blog Image

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post18

Kompati: et nyt begreb om grebet i praksis

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Fri, February 23, 2007 21:12:02

Empati og kompati er nært beslægtede begreber. Læs om kompatiens særlige forbindelse med jordemoderkunsten i den vedhæftede artikel.

Blog Image

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post14

Jordemoderen som kartograf

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Fri, February 23, 2007 21:04:35

Blandt jordemødre bliver forholdet mellem teori og praksis ofte diskuteret og problematiseret. Der bliver således gjort ihærdige forsøg på at bygge bro mellem fagets teori og praksis, samtidig med at stadig flere jordemødre oplever, at broen bliver for lang og broafgiften for dyr. Men hvorfor er denne brobygning så vanskelig? Problemet er, at man i faget taler om teori og praksis, som to vidt forskellige områder, hvorefter man stiller sig selv den umulige opgave, at forene disse. Vanskeligheden med at forene teori og praksis opstår således kun fordi man allerede i udgangspunktet har adskilt teori og praksis. Det er at ligne med beskrivelsen af menneskets krop og bevidsthed som to uforenelige størrelser, hvorefter der opstår store problemer med at forklare, hvordan disse hænger sammen. Det afgørende er derfor, at jordemoderen allerede i udgangspunktet ser teori og praksis som en enhed, hvilket er en enhed, som skal illustreres i denne korte artikel.

Enheden af fagets teori og praksis kan illustreres på mangfoldig vis. I denne sammenhæng anvendes billedet af jordemoderen som kartograf til illustration af denne pointe. En kartograf arbejder med kort. Skal der eksempelvis konstrueres et landkort må kartografen nødvendigvis ud i landskabet og se, hvordan virkeligheden ser ud. Det afgørende for kartografen er at være opmærksom på vigtige kendetegn i landskabet. De kendetegn, som man kan navigere efter. Det er disse kendetegn, der senere skal forme selve kortet. Samtidig skal detaljer fravælges, så der kan skabes et overblik over feltet i et nærmere angivet målestoksforhold.

Blog Image

Som kartografen kan jordemoderen være kartograf i eget felt. Hun kan observere i praksis og finde ligheder blandt de mange opgaver hun påtager sig. Selvfølgelig er to fødsler aldrig ens, men der er ligheder, som kan være frugtbare at mærke sig. Hvis jordemoderen således har været på en fødeafdeling gennem en rum tid vil hun kunne navigere gennem de mange opgaver selvom stadig nye udfordringer opstår. Men til trods for, at man er godt kendt i et område, kan det til tider være frugtbart, at få et overblik over landskabet. Dette gælder ikke kun for nyuddannede jordemødre, som ikke kender feltet, men også for erfarne jordemødre, der via et nyt kort, pludselig kan se tingene i sammenhæng. Selvom man kender gaderne i København kan der fortsat være nye veje at gå. At udarbejde et kort og ikke mindst at navigere efter et kort er det samme som at lade teori være en del af praksis. Alle jordemødre er kartografer. Problemet er dog, at stadig flere jordemødre bliver ved tegnebordet og andre undgår at bruge de mange nye kort da de hævder at kende landskabet.

Som en forening af teori og praksis kræver det, at alle jordemødre ser sig selv som kartografer og lader et fælles arbejde aftegne stadig mere nuancerede kort over jordemoderkunsten. Selv for erfarne jordemødre er det frugtbart, at benytte nye kort over praksis. Kort kan bruges til at navigere efter, hvor man ikke blot finder vej gennem de mange opgaver, men også får et overblik over den praksis, hvis veje bliver stadig mere forgrenede. Nøjagtig som kortet er et stærkt forenklet billede af virkeligheden på samme måde kan man fastlåse billedet af teorien som forskellig fra praksis. Teorier kan imidlertid være vigtige kort, der aftegner frugtbare pejlemærker blandt hverdagens udfordringer. Sagt med andre ord vil man gennem praksis kunne aftegne en teori, og teorien vil efterfølgende give flere muligheder for at manøvrere i praksis. Teorier er således forankret i jordemoderens virke og skaber samtidig nye virkemidler.

Hvis vi skal fra Viborg til København er det ikke særlig relevant, at finde verdenskortet frem. Sagt med andre ord kan man med fordel arbejde med mange forskellige målestoksforhold i faget. Der er allerede skabt en del kort over det generelle fagområde. Men jordemødre kan med fordel anvende nuancerede kort over de mere specialiserede dele af faget. Disse kort eksisterer allerede men kartografen kan let falde i den grøft, hvor der tænkes for lidt på de personer, der skal navigere efter de mange kort. Hvis kortet ikke afspejler virkeligheden bliver kortet uanvendeligt. På samme måde som landskabet ændrer sig med nye veje og rundkørsler osv. på samme måde ændrer jordemoderens praksis sig også. Det afgørende er, at se fagets teori og praksis som to sider af samme sag, hvilket fordrer, at jordemoderen som kartograf kontinuerligt vender tilbage til landskabet. Et landskab, som er i konstant forandring i disse år. Samtidig er det vigtigt, at jordemoderen ikke blot kopierer andre kort. Faget kan således lade sig inspirere af sociologien, filosofien, psykologien osv. Faren er imidlertid den, at lånte kort ofte viser den forkerte vej i praksis. Jordemødre har derfor gode grunde til at aftegne nye kort over egen praksis, hvilket ikke blot forener fagets teori og praksis, men samtidig viser nye veje til jordemoderkunsten.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post13

Refleksion og distance

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Fri, February 23, 2007 20:57:42

Jordemødre skal reflektere. Allerede på Jordemoderuddannelsen bliver studerende oplært i kunsten at reflektere. Begrebet indgår stadig oftere i kursusbeskrivelser, retningslinjer og andre mere eller mindre formelle hensigtserklæringer. Der skal reflekteres over noget, med noget, ud fra noget, indenfor noget, i noget og sågar på noget. Ofte er det en aktuel praksissituation, der åbner for refleksion, hvilket både kan finde sted på uddannelsen og ikke mindst i klinisk praksis. Når det gælder selve kunsten at reflektere, bliver det straks mere diffust. Ofte henvises til forskellige teoretikere, hvor Donald Schön er den mest citerede i sundhedsprofessionerne. Skal vi helt ned på jorden er det alligevel svært at skelne mellem refleksion og det mere simple budskab om at tænke sig godt om. Den refleksive praksis er imidlertid blevet helliggjort, som en uomgængelig del af klinisk praksis, hvor vi skal reflektere over snart sagt hvad som helst. Midt i denne omsiggribende refleksionspraksis rejser der sig flere vigtige spørgsmål. Hvad er det mere præcist der sker når vi reflekterer og kan der være situationer, hvor vi helt bør undgå at reflektere?

Med refleksion vil de fleste forstå en overvejelse, betragtning eller eftertanke. Går vi fra en begrebsbestemmelse til en praksisbeskrivelse vil det at reflektere referere til en praksis, hvor der anstilles betragtninger, tænkes grundigt over noget, hvor vi anvender eftertanken eller hvor vi bevidst overvejer et eller andet. Som tidligere nævnt har en lang række teoretikere behandlet refleksionsbegrebet og refleksionspraksis, hvilket ikke skal uddybes her. I denne sammenhæng skal der kun fokuseres på enkelte sider af den refleksive praksis for derigennem at se på de situationer, hvor refleksion er ufrugtbar eller tilmed krænkende i mødet med kvinden og familien som helhed.

Som et vigtigt særkende vil vi kunne løsrive os fra praksis når vi reflekterer i praksis. Med den refleksive tanke vil vi uundgåeligt løsrive os fra en umiddelbar tilgang til den anden. Vi lader tankens begreber være de midler, som former vores tilgang til praksis. Vi vil se situationen udefra og være foranlediget til at inddrage hypoteser af typen ’hvis og så hvis…‘. Jordemoderen bliver beskuer af egen praksis, hvilket appellerer til brug af teorier, procedurer, retningslinjer og andre begrebslige instrumenter. Denne refleksive praksis adskiller et rationelt begreb om praksis fra et mere personafhængigt greb i praksis. Set fra denne vinkel vil vi gennem refleksion være tilbøjelige til at indtage betragterrollen og dermed give kvinden en begrebslig indpakning. Men hvad er så problemet?

Ser vi på Jordemoderkunsten som en profession, hvor jordemoderen bærer eller drager omsorg for kvinden vil jordemoderen ofte skulle overskride sig selv ved empatisk at give sig hen til kvinden. Fokuseres der med andre ord på jordemoderkunsten, som en mere eller mindre selvforglemmende aktivitet, hvor kvinden i væsentligt omfang definerer jordemoderens opgaver, bliver refleksion en mulighed men også en begrænsning. Refleksion vil kunne distancere jordemoderen i nærværets tjeneste. Med et refleksivt forhold til kvinden vil jordemoderen i højere grad være noget for kvinden til forskel fra at være ved kvinden. Mere præcist vil en refleksiv praksis gøre jordemoderen bevidst om de mange opgaver, som er nødvendige i situationen, men vil samtidig gøre det mere vanskeligt at opretholde et nærvær, som bl.a. betinger tilliden til kvinden.

Min pointe er ikke at refleksion er en forkert praksis i jordemoderkunsten – tværtimod. Pointen er, at den refleksive praksis kun bærer frugt, hvis vi sætter grænser for refleksionens muligheder. Vi skal med andre ord medtænke refleksionens konsekvenser og begrænsninger, hvis refleksion skal finde sin værdi i praksis.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post12

Fødslens filosofi

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Fri, February 23, 2007 20:48:53

Fødslen som det store vidunder set med filosofferens øjne.

Læs artiklen via den vedhæftede fil.

Blog Image
  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post11

Hvad skal vi med filosofi?

Specielt for jordemødrePosted by Jacob Birkler Fri, February 23, 2007 20:38:31

Jordemoderens praksis afspejler en lang række fagkundskaber. Blandt disse finder vi filosofien. Hvad filosofien mere konkret skal bruges til er straks mere diffust. Som nyansat filosof på Jordemoderuddannelsen i Esbjerg vil jeg her forsøge at give nogle bud på, hvordan filosofien ikke blot er interessant, men også en vigtig del af jordemoderens praksis.

I modsætning til andre sundhedsuddannelser såsom Sygeplejerskeuddannelsen og Fysioterapeutuddannelsen er filosofien ikke et fag i Jordemoderuddannelsen. Dog finder vi flere af de filosofiske discipliner blandt Jordemoderuddannelsens kurser. Som de to vigtigste bør nævnes etik og videnskabsteori. Etikken vedrører spørgsmålet om den rigtige handling og den gode jordemoder. Hertil kommer en lang række etiske spørgsmål af forskellig karakter, som ikke skal belyses her. Når det gælder videnskabsteori er det en ny relevant disciplin i Jordemoderuddannelsen. Grundtanken er, at arbejde med viden, som en drivkraft i praksis uden at forfalde til blotte meninger og holdninger. Nøgleordene er begrundelse, forklaring og forståelse.

Udover etik og videnskabsteori vil der være flere af filosofiens grunddiscipliner, som har værdi i relation til jordemoderens praksis. Blandt disse kan nævnes erkendelsesteori og metafysisk. Med erkendelsesteorien er det frugtbart at spørge til de oplevelser, som både moderen og faderen gennemlever før, under og efter fødslen. Eksempelvis opleves tiden forskelligt og værdier forandres. Kort sagt, verden ser anderledes ud. Forståelsen for dette perspektivskifte kan være med til at nuancere jordemoderens arbejde. Ser vi på metafysikken er det relevant at spørge til forholdet mellem krop og bevidsthed. Hvordan vil bevidsthedsoplevelser få indflydelse på kroppens reaktioner og omvendt? Desuden er det frugtbart at belyse de forskellige bevidsthedsskift, som kvinden (og manden) gennemløber under fødslen. Ser vi på den anvendte filosofi som helhed vil det være relevant at stille en lang række spørgsmål vedrørende identitet, sundhed/sygdom, teori/praksis, menneskesyn, livsanskuelser og meget mere.

Nu skal det med det samme nævnes, at ovenstående spørgsmål i stort omfang indfanges af de kurser, der befinder sig i Jordemoderuddannelsen i øjeblikket. Dog mangler den vigtigste del af filosofien, hvilket er den filosofiske metode. Det er netop den filosofiske metode, som negligeres når faget filosofi reduceres til delelementer i andre fag og kurser. Men hvordan kan den filosofiske metode være til gavn i jordemoderens fag og virke?

Den filosofiske metode befinder sig i spændingsfeltet mellem viden og uvidenhed. På den ene side stræbes efter viden og erkendelse, som kan forme en stadig mere skarpsleben profession. Denne stræben efter viden skal imidlertid næres af en uvidenhed. Det er først når jeg har erkendt, at der er noget jeg ikke ved, at der åbnes for ny viden. Denne balancegang mellem viden og uvidenhed er særdeles vigtig i jordemoderens praksis. På den ene side er det gennem viden at nye kundskaber funderes. På den anden side er det åbenheden overfor alt det jeg ikke ved der skaber rum for ny viden om den gode fødsel.

Den filosofiske metode kan være med til at perspektivere jordemoderens arbejde. Filosofien vil være de spørgsmål der fjerner de faglige skyklapper og derigennem gør det entydige mere flertydigt. Gennem fortsatte kritiske spørgsmål vil der skabes en åbenhed for de mange forskellige perspektiver der er forbundet med den gode fødsel. Filosofien vil her være en indstilling, der på professionel vis sætter jordemoderen i stand til at vide mere om den næste fødsel.

Hvis et fag skal styrkes skal de faglige dogmer belyses kritisk. Med filosofien som metode vil man således altid være sin egen største kritiker. Hvordan kunne jeg have handlet anderledes? Hvad har jeg lært af denne situation? Hvordan kan mine erfaringer skabe viden om min fremtidige praksis? Filosofien vil her være det eneste fag, som ikke blot indeholder en mængde viden der skal læres men i højere grad omhandle et menneskesyn der skal væres.

På anden vis kan filosofien være med til at skabe en faglig bevidsthed, der kan øge det faglige engagement. Dette kan ske gennem værdiafklarende spørgsmål. Spørgsmålet om den gode fødsel kan differentieres i en lang række delspørgsmål, som aldrig er irrelevante når det er selve sagen der skal profilere faget. Billedligt er filosofien som et vejskilt ved en skillevej, der giver grund til at orientere sig inden den videre færd. Med filosofien stopper man op, og reflekterer over den situation, man står i, inden man drager videre. Bliver vi i trafikmetaforen kan filosofien tilmed være det helleanlæg, som jordemoderen positioner sig i forhold til. Hvor står jeg fagligt? Hvad er mit udgangspunkt? Hvilke værdier bygger mine handlinger på? Hvad er jordemoderkunstens væsentligste omdrejningspunkt? Den filosofiske metode kan herigennem være et nødvendigt frirum, hvor aktiviteterne ikke rettes udad, men indad. Hvor er jeg på vej hen? Har jeg valgt den rigtige vej? Hvilke redskaber skal jeg have med på min nye vej?

Filosofien som metode

Stille spørgsmål til jordemoderens praksis

Perspektivere jordemoderens praksis

Reflektere over jordemoderens praksis

Abstrahere fra jordemoderens praksis

Kritisere jordemoderens praksis

Vurdere jordemoderens praksis

Slutteligt skal det understreges, at jordemoderen ikke skal forholde sig til filosofien men forholde sig til egen praksis på en filosofisk måde, hvor målet er at finde et ankerpunkt, hvorfra jordemoderens fagidentitet kan have sin reference. Med filosofien stilles der ikke noget sikkert resultat i udsigt men der gives til gengæld en mulighed for, at få bevidsthed om ens egen faglige horisont.

Min konklusion er, at filosofien ikke skal placeres i jordemoderfaget, som man placerer en blomst i vindueskarmen så det hele ser lidt pænere ud. Pointen er derimod at lade filosofien være en praksisform, der ikke skal gøre jordemødre til filosoffer men lade filosofien bidrage til en bedre jordemoderpraksis.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post10