Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Vejledning - metaforisk set!

Filosofisk praksisPosted by Jacob Birkler Wed, September 30, 2009 22:33:09

(Trykt i Magisterbladet nr. 15, 2009)

Foruden undervisning er vejledning af studerende en helt central pædagogisk praksis på de videregående uddannelser. Denne praksis bliver ofte belyst fra flere teoretiske vinkler og ikke sjældent diskuteret i forskellige pædagogiske fora. Spørgsmålene er i udgangspunktet mangfoldige. Hvordan forberedes den konkrete vejledning af vejleder og studerende? Hvem bærer hvilke opgaver? hvilke faldgruber skal undgås og hvilke idealer skal efterstræbes? I det følgende skal der ikke gives teoretiske svar eller fremlægges pædagogiske diskussioner. Derimod vil jeg give nogle bud på vejlederens rolle og funktioner ud fra det billede, der ligger gemt i begrebet vej-leder. Mere konkret skal der under fire overskrifter præsenteres fire funktioner, der afgrænser vejlederens evne til at lede på vej.

Når rygsækken pakkes

Når en opgave eller et projekt påbegyndes gælder det som på enhver anden rejse, at forberedelse er vigtig. Det første spørgsmål er derfor: Hvad er udgangspunktet og rammerne for projektet og hvilken destination sigter den studerende mod. I overført betydning vil vejlederen her fungere som rejseguide. Den studerendes valg af emne eller problemstilling vil således kræve forskellige arbejdsopgaver. Den studerende har således krav på at vide, hvilke strabadser hun vil kunne forvente i arbejdsprocessen ud fra den valgte problemstilling. Når problemformuleringen er på plads gælder det som på rejsen, at rygsækken skal pakkes, hvilket vejlederen bør hjælpe med. Rejsemålet betinger rygsækkens indhold. Eksempelvis bør den studerende vejledes i valg og afgrænsning af litteratur. Den studerende har desuden krav på at høre om relevante og mindre relevante rejseruter med tilhørende kort over landskabet. Som rejseguide bliver valg/fravalg af teori og metode således en vigtig dialog med den studerende.

Korsvejen

En af de centrale opgaver vejlederen bærer ansvaret for angår håndtering af de mange spørgsmål fra den studerende. Den studerende skal således ledes på vej når korsvejen skaber tvivl. Et typisk spørgsmål fra den studerende vil således angå tvivl om de forskellige veje ind og ud af projektet. Som udgangspunkt vil vejlederen her fungere som vejviser. ”Hvis du går den vej er der kort til målet men hvis du tager en omvej vil du til gengæld se et nyt landskab. Hvis du vælger den ene vej vil du møde én type udfordringer og går du en anden vej kan du forvente andre udfordringer”. Ofte er den studerende slet ikke bevidst om, at hun står ved en korsvej. Her er vejlederens opgave ganske bogstavelig – at lede på vej. Dvs. at hjælpe ved planlægningen af den videre rejse. Hvis den studerende blot følger ruten, som en instruktion, kan det let blive en rejse i vejlederens fodspor. I rollen som vejleder går man ikke foran den studerende men ved siden af og peger på orienteringspunkter i landskabet. Vejlederen kan ruste den studerende gennem vanskelige valg i projektperioden men valget vil principielt altid være den studerendes ansvar, hvilket gælder for dannelsesrejsen som helhed.

De nødvendige partisansøm

Mange studerende går som nævnt til vejledning med en række tvivlspørgsmål, der kan danne ramme om en vejledningslektion. Men ganske ofte vil man opleve studerende der ikke stiller spørgsmål men derimod vælger skyklappernes bekvemmelighed. Nøjagtig som droschehesten fokuserer den studerede kun på vejen til målet. Den studerende kan sågar vælge bilen og dermed en rejsehastighed, hvor man umuligt kan se nuancerne i landskabet. Her er det vejlederens rolle, kærligt men bestemt, at sprede partisansøm på vejen. Det er en svær opgave, der indebærer muligheden for, at den studerende ender med et kuldsejlet projekt. Partisansøm skal således ikke punktere projektet men blot skabe et nødvendigt pitstop. Det er i disse tilfælde, vejlederen ofte møder den studerendes frustrationer. Den studerende oplever at blive kritiseret i uvejsomhed og føler at stå stille uden at komme nogen vegne. Her er dialogen vigtigt, hvor en opbremsning ideelt skaber nyorientering og eventuelt nye veje ind i projektet. Når vejlederen kaster partisansøm på vejen er det vejledning i den forstand, at den studerende forstyrres med tanke for, at hun skal forholde sig til svage sider i egen erkendeproces. Det er ofte her vi ser hvordan projektet hærdes, hvor den studerende samtidig øver sig i rollen som sin egen største kritiker.

Den forankrede ledsager

Som den sidste men vigtigste og gennemgående funktion på den studerendes rejse skal vejlederen fungere som forankret ledsager. Dermed sagt er vejlederen både den studerendes faglige forankring men også den velmente ledsager på vej mod målet. Ordet ledsage betyder at vise vej, dvs. en orientering i landskabet, hvor nye veje bliver synlige. På bedste sokratisk vis er vejlederen en dialogpartner, der skaber rammer og dermed mulighed for ny erkendelse. At ledsage den studerende drejer sig hverken om at bønfalde eller befale den studerende om dette eller hint men at ledsage hende gennem dialog så nye trædesten bliver synlige. Det er befriende let, at tage styring over den studerende projekt, så den studerende dikteres eller sågar profileres i vejlederens eget billede – ofte vil den studerende selv appellere hertil. Men vejlederen bør ikke være sandhedens minaret, der dogmatisk kalder til møde om vigtige ting. Som forankret ledsager er vejlederen derimod en ledsager på vejen mod nye erkendelse, hvor kritiske spørgsmålet lader den studerende skue nye horisonter.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post32

Gudsforholdet. Gud er menneskets fødselshjælper

Filosofisk praksisPosted by Jacob Birkler Sun, May 17, 2009 16:17:53

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4. maj 2009)

Omkring højtiderne fortæller aviserne ganske ofte om danskernes tro og troløshed. Hvor mange danskere tror på Gud? Hvor mange tror på opstandelsen og så videre. Som ung filosofistuderende husker jeg selv, hvordan jeg var optaget af gudsbeviserne med den senere pubertære skuffelse over det løse grundlag, hvorpå argumenterne hvilede.

Gud døde gang på gang på erkendelsens alter gennem hele filosofihistorien. Forholdet mellem tro og viden er således ikke blot et forhold mellem teologi og filosofi, men tillige et dogmatisk udgangspunkt for mange ørkesløse diskussioner om Guds eksistens.

I mediebilledet er det særligt begrebet "eksistens", der volder problemer. Tror du på Guds eksistens? Hvis man svarer bekræftende, bliver det nærliggende at spørge: hvor, hvordan og hvorledes? Men det er selve spørgsmålet, der er problemet og ikke svaret.


Som en mulig filosofisk bestemmelse træder Gud frem i selve forholdet. Det vil sige som menneskets forhold til Gud. Denne opfattelse er selvsagt ikke ny. Det har filosofferne Kierkegaard, Buber og Levinas (for blot at nævne nogle få) udfoldet på mangfoldig vis. Gud set gennem et selvforhold, "det evige du" eller slet og ret forholdet til uendeligheden. Som et mere kontekstuelt og dermed konkret billede på gudsforholdet kan der imidlertid tegnes rammerne for en ny erkendelse, som jeg her ydmygt vil stille til skue.

Som filosof er jeg ansat som lektor på jordemoderuddannelsen, hvor jeg dagligt møder jordemødre og jordemoderstuderende, der fortsat forsøger at forædle kunsten at bistå kvinden under fødslen. Men hvad er hjertet i jordemoderkunsten? Det er kunsten at virke som forankret ledsager for kvinden. Dels at være kvindens anker midt i smerter og uvished, dels at ledsage kvinden på denne færd, hvor livet begynder på ny.

Men hvad er det så, jordemoderen konkret gør? Ideelt set gør hun ingenting. Som det væsentligste er hun tilstedeværende og mestrer kunsten at gøre ingenting rigtig godt. Det er muligheden for, at jordemoderen kan gribe ind, der er vigtig, og ikke, at hun faktisk gør det.

Uden at ville skabe en blasfemisk analogi ligger der kim gemt til en mere pragmatisk forståelse af gudsforholdet i jordemoderens praksis. Gud set som menneskets forankrede ledsager. Ikke blot en jordemoder for kvinden, men en forankret ledsager for tilværelsen.
Det er troen på, at Gud spiller ind, der bevirker, at Gud spiller med. Gud som medspiller og aldrig modspiller. Jordemoderen føder ikke barnet, men spiller med og skaber rammerne for den gode fødsel. Gud lever ikke vores liv, men skaber rammerne for et godt liv. Jordemoderen gør "ingenting" godt. Denne kunst mestrer Gud til perfektion. Klassisk betegnet som den "ubevægede bevæger".

Set fra dette synspunkt, set med denne analogi, er det ikke vigtigt at finde Gud et bestemt sted. Gud eksisterer ingen steder. Gud placerer sig derimod som forankret ledsager hos den enkelte og har dermed centrum alle steder. Dette billede er det eneste gennemgående billede af Gud i filosofihistorien, fra Platon over Pascal til blandt andre Kierkegaard.

På en lille papirlap har Kierkegaard tegnet en cirkel med et punkt i midten med den tilhørende tekst: Deus est sphera, cajus centrum ubique, circumferentia nus-quam. Gud er her at ligne med en kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds.

En mulig tolkning er, at Gud ikke træder frem som eksternaliseret tredje, men som et første personligt forhold - et centrum hos alle. Det vil sige, når mennesket eksistentielt sætter sig selv i livet og dermed vælger sin skæbne, skaber det et centrum og herigennem en allestedsnærværende Gud. Psykologisk set er der en dialektisk forbindelse mellem forholdet til os selv og forholdet til den anden. På samme måde kan der filosofisk siges at være en dialektisk forbindelse mellem forholdet til os selv og forholdet til Gud.

Mere konkret kan jordemoderen fungere som en billedlig iscenesættelse af denne forbindelse. Jordemoderen er fødselshjælper i forhold til den fødende kvinde - Gud er fødselshjælper i forhold til mennesket, der altid er svanger med ny erkendelse på livets scene.
Næste gang jeg bliver ringet op af en interviewer, der spørger, om jeg tror på Guds eksistens, vil jeg svare nej. Til gengæld vil jeg bede at få spørgsmålet omformuleret, så det lyder: "Tror du på Gud?" Hertil er svaret: Ja.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post29