Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Et stykke med etik, tak

Hvad er etik?Posted by Jacob Birkler Fri, April 08, 2011 21:19:57

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.4.2011)

I dag dukker ordet ’etik’ op i alle mulige sammenhænge. Etik på arbejdspladsen, etik på internettet, virksomhedsetik, forbrugeretik, medieetik og ledelsesetik. Vi sulter efter etik og kan ikke få nok af det. Men det interessante er, at vi stort set ikke talte om etik for bare 100 år siden. Etikken var forbeholdt filosoffer og teologer, der gennem teoretiske studier reflekterede over den gode og rette livsførelse. I dag hører vi om etik hver dag i den offentlige debat. Vel at mærke som noget vi gerne vil have noget mere af og derfor synes at mangle. I aviser og fjernsyn hører vi om, når nogen eller noget er uetisk, umoralsk, amoralsk, immoralsk eller dobbeltmoralsk. For 100 år siden benyttede vi kun sjældent ordet etik, men ord som ”sædvane” og ”sædelighed”, som en beskrivelse af de værdier, hvorpå vi bygger vores samfund. Skal vi derfor debattere etik i det danske samfund, er der god grund til at vende tilbage til begrebet ”sædvane” og finde forståelse her.

Sædvanen er de vanemæssige handlinger, som er blevet en mere eller mindre ufravigelig del af min karakter. Hvis jeg derfor bryder med det sædvanlige, bryder jeg med de værdier, som jeg i reglen udtrykker. Vi kender det i formuleringer så som: ”Det er mig meget imod” eller ”Jeg kunne ikke få mig selv til det”.

Men hvor kommer sædvanen fra? Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Sædvanen er en påmindelse om vores værdimæssige arv. Billedligt kan sædvanen forstås som den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring, for senere at blive en rød tråd i livet. Sædvanen er derfor ikke vores fysiske udtryk, men vores handlingsmæssige og værdimæssige udtryk. Det bliver et grundlag eller udgangspunkt for det, vi gør, og den rolle vi spiller, når vi møder andre på livets scene. Sædvanen er stedet, hvor mine grundlæggende værdier hviler. Der er således sammenhæng mellem begrebet sædvane, og sædet på den stol vi hviler på. Sædvanen er handlingernes værdimæssige udgangspunkt, afsæt eller hvilested. Etik bliver derfor et spørgsmål om at finde hjemme i det, man gør eller finde sig selv overhovedet. Med etikken forsøger vi at komme overens med os selv, at komme til besindelse. På den måde angår etik samtidig den enkeltes karakter, og det der karakteriserer vores handlinger. Tidligere var vi meget bevidste om dette, når vi identificerede hinanden. Det var fx tydeligt at identificere Jensen, som en rigtig Jensen, der handlede som søn af Jens. Ligeledes med Østergaard, Nørremark eller Sønderskov, det vil sige dem fra gården øst for byen, marken nord for byen eller familien syd for skoven. Denne værdimæssige identifikation har vi stort set glemt i dag. Nu skal vi være individuelle med hver vores særkende og sædvane. Men målet er dog fortsat det samme; at vi som borgere i et samfund, gennem samværet med vores medmennesker, sliber vores karakter, for derigennem at finde os selv, den rette holdning og den rette indstilling i livet. Vi skal slibe, pudse og evt. høvle på vores karakter, så vi ikke bliver ubehøvlede. At være behøvlet er at være etisk. Etik er noget, vi skal arbejde med hele livet, hvilket langsomt kultiverer vores vaner i hverdagen.

I dag synes etikken imidlertid at blive vendt på hovedet. Hvor det før var os selv, der skabte etikken, taler vi nu om, hvordan vi skal have etikken med i det, vi gør. Før tog etik udgangspunkt i vores sædvane og karakter. I dag er etik blevet formaliseret gennem værdisæt og faglige retningslinjer både i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Professioner med respekt for sig selv har fået etiske retningslinjer. Sygehuse har flotte pjecer med værdibegreber, private virksomheder udarbejder etiske regnskaber såvel som etiske kodeks, regler og standarder. Etik er blevet noget, vi ”brander” os med, hvor glorien ikke bare pudses, men udstilles i glas og ramme. Etikken er på den måde blevet objektiveret som normer og værdier, så vi ofte reduceres til beskuere og forbrugere af etikken. Her må vi ikke glemme, at med begrebet om sædvanen har jeg ikke en etik, men er jeg min etik.

Når vi taler så meget om etik i dag, kan vi også her finde en del af forklaringen i begrebet om sædvanen. Vores helt grundlæggende vaner bliver udfordret af kulturelle sammenstød, hvor ”de andres” værdier kan ligge langt fra vores egne. At finde etikken er at finde sine rødder. Men det kan være vanskeligt i et samfund, hvor værdierne hele tiden udfordres, og hvor meninger og holdninger relativeres som lige gyldige og dermed ligegyldige. Rodløsheden får os til at tale om etik, fordi vi kun kortvarigt og midlertidigt ”hører til” eller ”hører hjemme” i det, vi gør. Vi får ikke etik ind i livet, som var det moralske formaninger med posten, men vi får etik ud af livet og de erfaringer, vi gør os. Etik er ikke blot værdibegreber, vi kan formulere og formgive, men et værdifuldt greb i praksis vi må besinde os på. Etik er ikke et fikst redskab, vi kan benytte, når vi kommer i klemme, men i langt højere grad de karaktermæssige egenskaber, der sætter os i stand til at handle værdifuldt.

I det danske samfund er der imidlertid behov for nytænkning, når det gælder håndtering af de etiske dilemmaer. Med baggrund i forståelsen af etik som ”sædvane” vil jeg pege på to andre veje, hvorigennem vi bør arbejde med etik. For det første bør vi skifte fokus fra etiske redskaber til etiske personegenskaber. Håndtering af den etiske situation såvel som det etiske dilemma sker netop ikke bedst gennem redskaber så som nytteetiske kalkuler eller abstrakte principper, men sker bedst gennem udviklede personegenskaber. Det er den tilstrækkelige erfaring, der sætter os i stand til at træffe de nødvendige beslutninger angående liv og død. Arbejdet med etik er som en dyrkelse af karakteren. Den vokser op indefra. Den ligger indgroet i mig, hvor det drejer sig om at finde mine rødder. Hvis vi netop er blevet tilstrækkeligt behøvlede gennem livet, vil vi også være i stand til at håndtere det etiske dilemma på en behøvlet og dermed etisk måde. Dette kræver ikke etiske retningslinjer, men at man selv retter ind efter egen erfaring, hvilket er etikkens grundidé.

Det, der står tilbage, er en forståelse af etik som en praksis, hvor etikken byder sig selv i den konkrete situation. Vi fører med andre ord ikke etik ind i situationen, men får derimod etik ud af den konkrete situation. Vi bør ikke ensidigt fokusere fagetiske redskaber, men derimod på personlige egenskaber, som sædvanen har skabt. Som udgangspunkt giver etikken ikke et påbud om at gøre noget, men derimod et påbud om at være noget. Etik er ikke et bestemt redskab, instrument eller logisk tankerække, der trækkes frem af lommen, når etikken skal takles. Tværtimod er det situationen, relationen eller sammenhængen, der bærer fortællingen om den etisk duelige person. I dette konkrete møde viser der sig et ansvar for det andet menneske, ikke som et frit valg, jeg påtager mig, men snarere som en absolut fordring eller pligt, der hviler på mine skuldre. At handle etisk forudsætter derfor indlevelse, deltagelse og engagement i mødet med et andet menneske.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post46