Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Er mennesket til salg?

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Sun, September 18, 2011 00:26:06

(Trykt i Information d. 2.8.2011)

I store dele af den vestlige verden har man gennem århundreder forfægtet et stærkt ideal om menneskets uendelige værdi. Derfor forbyder og foragter vi menneskehandel. Det samme gælder umiddelbart køb og salg af menneskets krop og menneskelige kropsdele. Vi tillader ikke, at kroppen kommercialiseres gennem eksempelvis organhandel eller handel med andet kropsligt materiale.

Men de flotte paroler udfordres mere end nogensinde af de bioteknologiske fremskridt. Det er i stigende grad muligt at bruge dele af et menneskes krop i direkte behandling af et andet menneske eller til forskning med henblik på at forbedre kvaliteten af den medicinske behandling.

Det er således både muligt og relevant at involvere mennesker som leverandører af forskellige typer af kropsligt materiale. Mulighederne for at bruge blod, organer, æg- og sædceller og forsøgspersoner for den sags skyld har vi kendt til i årevis. Men i de seneste år er det også blevet muligt at bruge sener, brusk, væv, knoglemarv ja, sågar også gener og stamceller.

Denne række af muligheder og de noble medicinske og politiske intentioner om bedre behandling til syge danskere har skabt en generelt stigende efterspørgsel efter de forskellige typer af kropsligt materiale. Og med den stigende efterspørgsel opstår det væsentlige spørgsmål, om vi i virkeligheden ikke bør stimulere udbuddet af kropsligt materiale ved netop at tillade handel? Penge er som bekendt et stærkt incitament til at ændre adfærd.

Det etiske spørgsmål om, hvorvidt vi bør tillade en kommercialisering af kroppen, opstår altså på baggrund af en værdikonflikt mellem, på den ene side, tanken om menneskets særlige værdi og værdighed og, på den anden side, tanken om at hjælpe og behandle syge mennesker. Men for os rækker de etiske overvejelser langt videre.

Til fordel for at kommercialisere kan man anlægge det syn, at menneskets krop er omfattet vores selvbestemmelsesret eller måske endda en art ejendomsret. Det må derfor være op til den enkelte at afgøre, hvordan kroppen skal udnyttes.

Mod kommercialisering på det frie markeds betingelser taler til gengæld, at der er en vis risiko for, at det vil føre til udnyttelse af sårbare mennesker. Man kan således frygte, at en kommercialisering vil føre til, at der skabes nye grupper af udnyttede. Lige så sandsynligt er det dog, at en kommercialisering af kroppen fører til udnyttelse af allerede sårbare personer. Dermed kan den komme til at uddybe en allerede eksisterende social ulighed.

Et andet af de modargumenter, der uundgåeligt har gjort indtryk på os, angår det motiv, der ligger til grund for donation af kropsdele. Hvis vi tillader en kommercialisering af kroppen, kan man forvente, at donorer ikke længere drives af et ønske om at hjælpe andre, men derimod af et ønske om at begunstige sig selv økonomisk.

En kommercialisering af kroppen vil altså sandsynligvis give anledning til en glidning fra et altruistisk til et egoistisk motiv for afgivelsen af det kropslige materiale.

Vi har længe arbejdet med de nævnte dilemmaer. Og det slår os, at der i vores samfundsmæssige praksis ikke er megen hjælp at hente, når man skal tage stilling til kommercialiseringsspørgsmålet. Faktisk er der allerede en sammenblanding af penge og adgang til kroppen og kropsligt materiale, der i bedste fald gør vores praksis uigennemskuelig og i værste fald inkonsistent og dobbeltmoralsk.

Eksempelvis kan det være særdeles lønsomt at deltage i forskellige medicinske forsøg. Det er ikke sjældent at møde studerende, der går direkte efter den økonomiske gevinst, der ligger i at påtage sig rollen som forsøgsperson. Men er det ikke i realiteten deres kroppe, de sætter til salg? Og hvis det er, hvorfor må man så tage imod betaling ved medicinske forsøg, når man ikke må sælge sin nyre? Et typisk argument for betaling i forbindelse med deltagelse i medicinske forsøg går på, at det er yderst vanskeligt at finde personer, der vil være med, hvis ikke de ydes en økonomisk kompensation. Men præcis samme argument kan jo knyttes til organdonation. Så hvorfor ikke lovliggøre salg af organer, når der er livstruede patienter på venteliste, der gerne vil betale for et nyt organ? Den slags argumenter har uundgåeligt gjort indtryk på os.

Et andet argument for betaling i forbindelse med forsøgsdeltagelse hævder, at det ikke er adgangen til og brugen af kroppen som sådan, der betales eller kompenseres for, men snarere forsøgspersonens arbejdskraft. Denne skelnen virker ikke helt ligetil og under alle omstændigheder kan man jo spørge, hvorfor vi gerne må sælge vores arbejdskraft, når det ikke er tilladt at sælge vores krop? Kan vi opretholde et forsvar for en relevant forskel mellem salg af kroppen og kroppens arbejde?

Når først man som vi har sat sig til at tænke over grænserne for salg af vore kroppe, er det slående, hvordan vores gøren og laden er præget af i bedste fald uigennemskuelige elementer. F.eks. er det tilladt for prostituerede at sælge deres krop, men de må ikke sælge deres sæd eller æg. De må kun doneres derfor kompenseres donoren kun med et mindre beløb for ulejligheden.

Det rejser umiddelbart spørgsmålet om, hvad der er den relevante forskel mellem sæd og blod. Hvorfor kan en mand få 500 kroner for at donere sin sæd, når en livsvigtig donation af blod ikke udløser en betaling? Det er svært at argumentere for, at det er mere ubehageligt eller en større ulejlighed at donere sæd end blod, og at kompensationen derfor skal være større ved sæddonation end ved bloddonation.

Og hvis der ikke kan opretholdes en relevant forskel her, hvordan kan der så opretholdes en forskel mellem sæd og blod, som kroppen genetablerer, og organer, som jo ikke kan genetableres? Burde vi ikke i særlig grad kompensere organdonationer eller måske helt opgive at kompensere nogen former for donation af kropsligt materiale?

Måske kan en løsning på de manglende donationer af kropsligt materiale fremkomme ved at vende blikket mod alternative incitamenter til at afgive kropsligt materiale af forskellig slags. Vi bør således ikke blot fokusere på den økonomiske gevinst ved donation af organer og andet kropsligt materiale, men skabe blik for andre redskaber, der kan sikre flere donationer.

Et eksempel kan være sundhedsmæssige modydelser såsom sundhedsforsikringer eller højere prioritering ved ventelister. Det vil imidlertid være i strid med tanken om lige ret til sundhedsydelser en rettighed, som vi ofte forsvarer i det danske velfærdssamfund.

En anden mulighed vil være at fokusere på det ærefulde eller agtværdige ved forskellige former for donation. Måske kan man give fortjenstmedaljer, mindedage, mindegudstjenester eller måske en mindelund for de personer, der har doneret deres organer. Der er brug for at tænke kreativt på dette område.

Vi kan forvente, at der vil komme en stigende efterspørgsel efter organer og andre menneskelige kropsdele i kraft af den bioteknologiske udvikling. Med denne udvikling følger en masse væsentlige etiske spørgsmål. For os at se bliver de i de kommende år nogle af de mest dilemmafyldte.

Bl.a. af den grund har Det Etiske Råd taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, der behandler de etiske spørgsmål vedrørende kommercialisering af den menneskelige krop. Vi bliver nødt til at få styr på de mange løse ender, etiske knuder, uigennemsigtigheder og den logiske inkonsistens, der knytter sig til spørgsmålet om kommercialisering af menneskekroppen.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post56