Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Debatten der ikke vil dø

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Wed, October 26, 2011 16:46:06
(Trykt som kronik i Berlingske d. 23.10.2011)

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp blusser jævnligt op i medierne, som er det en debat der aldrig vil dø. Anledningen er typisk en enkeltsag, hvor en døende person enten har begået selvmord i eget hjem, eller pårørende der aktivt har taget livet af den døende mor eller far, hvor sundhedsvæsenet anklages for ikke at tilbyde det, som defineres som en værdig død. Herefter anbringes tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp over for hinanden, som var det rød og blå blok i kamp om regeringsmagten, hvorefter debatten stilner af efter et par dage. Men debatten mangler nuancer og især fortællinger om de mange døende, der hver dag hjælpes i den sidste tid, uden at nogen afbryder livet på vej mod døden.

Som formand for Det Etiske Råd inddrages jeg ofte i debatten, hvor jeg med måneders mellemrum skal forholde mig til konkrete enkeltsager. Sidste gang jeg deltog i en tv-debat på DR fik jeg de typiske 30 sekunder til at præsentere mit ståsted, hvor alle nuancer skulle efterlades i kulissen. Nogle dage efter modtog jeg et brev fra en borger med amyotrofisk lateral sklerose (ALS), som gerne ville fremhæve sin støtte til min argumentation. Sygdommen havde frarøvet manden enhver førlighed, og det eneste han kunne bevæge var øjnene. Det var derfor med øjnene, han kommunikerede, hvilket muliggjorde brevet til mig. Her beskrev han sig selv som et eksempel på en borger, der lever til døden og endda lever lykkeligt efter eget udsagn. Han ønsker selv at blive inddraget i debatten, men det er fortællinger som disse, der aldrig bringes frem, når debatten om aktiv dødshjælp med jævne mellemrum blusser op.

Men lad det være sagt med det samme. Livet er ikke altid et skønmaleri. Kræft kan eksempelvis gøre det værste ved vi mennesker, hvor tiden, ligesom et barn med en flue, langsomt, men sikkert trækker vingerne og benene ud på os. De mange som forsvarer tanken om aktiv dødshjælp hæfter sig her ved to helt centrale begreber, nemlig ’selvbestemmelse’ og ’værdighed’. Med selvbestemmelse fokuseres på retten til at dø og med værdigheden fokuseres på det uværdige i at skulle lide ubærligt til døden. Jeg kender argumenterne ud og ind, da jeg selv har forsvaret ideen om aktiv dødshjælp som filosof og skolet fagetiker. Men i dag er jeg modstander af aktiv dødshjælp, fordi jeg i al ydmyghed er blevet klogerere efter at have fulgt døende i den sidste del af livet.

Efter nogle år i følgeskab med læger og sygeplejersker på intensivafdelinger, kræftafdelinger og hospices rundt i landet har jeg set, hvordan der er langt fra de abstrakte begreber til den virkelighed, hvor patienter hver dag modtager en professionel pleje og behandling i den sidste del af livet. Ser vi først på begrebet om selvbestemmelse og dermed patientens sidste ønske om døden, har jeg få gange hørt det blandt patienter, der lever med vished om en snarlig død. Ønsket efterfølges ofte af udtryk såsom: ’jeg vil ikke ende som en grøntsag’ og ’var jeg en hund, havde I gjort det af med mig’. Men mennesket er ikke og bliver aldrig hverken en grøntsag eller en hund. Mennesket har krav på værdig omsorg og pleje. I modsætning til min tidligere forestilling så jeg ofte, hvordan patientens ønske om aktiv dødshjælp forsvandt efter denne omsorg og pleje blev givet. Men målet skal selvfølgelig ikke være at fjerne dette ønske. Består ønsket om at dø på et bestemt tidspunkt vil vi med indførelse af aktiv dødshjælp kun hjælpe de få og give de mange en mulighed, som i værste fald skaber et helt unødvendigt pres på flertallet af patienter. Vi skal derfor holde fast i målet, som er at hjælpe og bistå patienten i den sidste del af livet. Her er det afgørende at sikre, at den døende modtager en professionel omsorg, lindrende pleje og behandling i denne del af livet. En indsats sundhedspersonalet allerede håndterer og bliver stadig bedre til at håndtere.

Det andet typiske argument angår værdigheden eller måske rettere det uværdige forbundet med en langsom pinefuld død, som det ofte udtrykkes. Men det er særligt her, billederne af døden ikke stemmer med virkeligheden. For min part havde jeg en forestilling om, at jeg ville finde mange patienter, der lå i et smertehelvede og blev holdt i live i den sidste tid. Men det er ganske enkelt ikke den virkelighed der viser sig. Det er sjældent, vi ikke kan smertelindre, og det er tilladt at lade dø og stoppe udsigtsløs behandling. Vi har med andre ord alle de muligheder, der er nødvendige for at kunne hjælpe bedst muligt.

Men problemet er ikke kun de billeder, vi har af døden, men også det sprog vi benytter i debatten. Aktiv dødshjælp er et fuldstændig misvisende begreb. Vi kan alle blive enige om, at dødende har krav på aktiv hjælp. Det er drabet på patienterne, vi er uenige om. Begrebet passiv dødshjælp er endnu mere problematisk. Begrebet antyder, at personalet passivt ser til, imens patienten dør, hvilket på ingen måde er tilfældet. Der ydes ideelt set en aktiv palliativ indsats dvs. lindrende pleje og behandling, hvilket er en hjælp i livet til døden. Det er netop denne aktive livshjælp, vi bør fokusere på.

Hvis vi skal tillade, at læger begynder at dræbe patienterne, er det ikke en ekstra lille opgave, men derimod en opgave der strider mod al anden lægegerning, hvor der fokuseres på hjælpen i livet og ikke en hjælp i døden. Reelt er aktiv dødshjælp et ønske om at lægen skubbes ind på scenen for der at opføre den vigtigste scene i en tragedie. Ethvert menneske har hver sin historie, men med aktiv dødshjælp skal lægen opgive sin lægegerning for at skrive det sidste og mest vanskelige kapitel i patientens liv. Det er den helt forkerte vej at gå. Aktiv dødshjælp er som at spænde ben, for en der er ved af falde. Vores medmennesker har krav på hjælp i den sidste tid, ikke et krav på at blive dræbt.

Når jeg debatterer aktiv dødshjælp i forbindelse med foredrag rundt i landet, oplever jeg ofte det interessante, at jo yngre tilhørerne er, desto mere ivrig er ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Døden skal udskydes til fremtidig kontrol. Døden er blevet som solen, vi ikke kan se i øjnene. Vi går baglæns med ryggen hen imod graven, imens vi lægger planer i livet. Når så vi står ved gravens kant, forlanges det, at vi bliver skubbet derned. Her må vi besinde os på, at døden er uomgængelig. Der er ingen risiko for, at døden springer nogen over. I stedet for en kontrol over døden bør vi fokusere på livet på vejen derhen.

Lad os blive enige om, at det afgørende er, at tilbyde den bedst mulige behandling af døende her i landet. Lad os samtidig blive enige om, at patienter ikke skal ligge med store smerter i den sidste tid. Vi kan sikkert også blive enige om, at patienter ikke altid skal holdes i live, hvor udsigtsløs behandling bør afsluttes, og at det endvidere skal være tilladt at lade dø. Hvis vi er enige om dette, vil jeg minde om, at vi allerede i dag har alle de redskaber i værktøjskassen, der kan indfri disse mål.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post62