Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Mor, hvor kommer jeg fra?

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Fri, April 06, 2012 19:29:23
(Trykt i Berlingske d. 4.4.2012)

I dag kan et barn have flere mødre. En biologisk mor, en social mor, men også en rugemor, der bærer barnet under graviditeten. Netop rugemødre er ikke ualmindeligt i udlandet, hvor barnløse par ikke blot bliver assisteret med selve befrugtningen, men også lader en anden kvinde assistere under hele svangerskabet. Når barnet udebliver og assistancen bliver nødvendig, skyldes det ofte, at kvinden godt kan blive gravid, men ikke selv kan bære barnet. Endelig er der tilfælde, hvor kvinden hverken kan blive gravid eller selv bære barnet. Det er her rugemoderen kommer ind i billedet.

Flere danskere søger derfor til udlandet med ønsket om at finde en kvinde, der mod betaling vil bære deres barn. Adskillige firmaer koordinerer kontakten mellem rugemødrene, og dem der måtte ønske en rugemor, hvilket sker gennem hjemmesider, hvor man både kan læse om og vælge mellem et stort antal rugemødre, der stiller deres livmoder til leje mod betaling. Men i hvilket omfang bør vi tillade denne praksis i Danmark?

Som udgangspunkt bør der skelnes mellem kommercielle og ikke-betalte rugemoderskaber. Trods andre landes mere liberale lovgivning har der i Danmark været tradition for, at der i forbindelse med livgivende donationer ikke er penge indblandet. Selvom man ikke bliver betalt for det, er der mange danskere, som har valgt at donere blod, organer, osv. Men at donere ni måneder af sit liv, med alt hvad der følger, synes at være et stort skridt, hvis det ikke er forbundet med en eller anden form for økonomisk kompensation. Reelt er rugemoderaftaler derfor ikke forbudt her i landet, så længe der hverken er penge eller læger indblandet. Men det er netop pengene som gør en forskel. Hvis vi derfor reelt skal indføre rugemoderskaber i Danmark, vil det første skridt være at tillade en eller anden form for kommerciel løsning. Men hvilke etiske hensyn er vigtige, hvad enten der er tale om kommercielle eller ikke-betalte rugemoderskaber?

Lad os først antage at en kvinde frivilligt har indvilliget i at være rugemor for en søster eller et barnløst par. Hvad taler så imod en sådan frivillig aftale, hvor ingen i udgangspunktet er krænket? For det første kan ulemperne ved graviditeten undervurderes før selve svangerskabet er påbegyndt, og hvad der særligt kan undervurderes er de psykologiske problemer, det kan afstedkomme, når kvinden kort efter fødslen skal aflevere barnet. For det andet kan rugemoderen føle sig presset af familien eller de kommende forældre, der står med et altoverskyggende ønske om at få et barn. Og mere generelt kan det tænkes, at rugemoderen er arbejdsløs eller uden selvrespekt og derfor ønsker at skabe en kontaktflade med higen efter anerkendelse. Men den kontakt hun reelt får vil potentielt kunne være fra forældre, der blot ser kvinden som et middel mod det mål at få et barn. Rugemoderen vil med andre ord kunne reduceres til et ’nødvendigt onde’, som skal behandles pænt under graviditeten, men holdes på afstand, når barnet er overdraget.

I forbindelse med kommercielle rugemoderskaber, kan man i nogen grad sidestille brugen af rugemødre med prostitution. En form for svangerskabsprostitution, hvor den indgående aftale er krænkende, uligevægtig og uværdig allerede i udgangspunktet. Således vil debatten hurtigt kunne angå spørgsmålet om den ’lykkelige rugemor’ analogt til den ’lykkelige luder’. Hvis der alene fokuseres på det forhold, at kvinden bliver en vare, der kommercialiseres, kan der også her opstå en række uhensigtsmæssige konsekvenser, hvor der kan opstå udtryk såsom at få ’kvalitet for pengene’ og ’forventning om at arbejdet er i orden’, osv. Vi kan således leje en bil og klage over produktet. Men lejer et barnløst par en livmoder hos en kvinde er det tale om en tingsliggørelse, som kan virke dehumaniserende.

Foruden hensynet til kvinden er det også vigtigt at have blik for barnets tarv. Det kan således indvendes, at barnet er blevet en vare, der handles og i alle tilfælde kommer til verden gennem en forhandlet aftale. Samtidig kan der spørges kritisk til den familie, som barnet vokser op i, hvor moderens identitet binder sig til flere personer. Dette atypiske familiemønster kan der imidlertid være mange holdninger til, særligt hvis vi ser på de moderne sammenbragte og seksuelt blandede familier, som lever og trives i dagens Danmark. Ser vi på de undersøgelser, som foreligger, er der intet, der tyder på, at barnet tager skade af en opvækst, hvor udgangspunktet har været en rugemor. Men her taler vi om forældreskaber, hvor selve overdragelsen af barnet fra rugemoderen er gået godt. Problemet er, at der kan gå meget galt under fødslen. Hvis barnet derfor fødes med handicap eller senere får sundhedsproblemer, som kan tilskrives selve fødslen, eller moderens gøren og laden under graviditeten, kan der hurtigt opstå en række tvister. Kan der fx blive tale om en fortrydelsesret, hvilket både kan være rugemoderen, der fortryder og ikke vil aflevere barnet efter fødslen, eller kan være de genetiske forældre, som ikke vil tage imod barnet, hvis det fx er handicappet eller lignende? Alt dette vil der selvfølgelig kunne tages højde for i en kontrakt, som alle parter skal underskrive, som det sker flere steder i USA. Men det udelukker ikke de ulykkelige situationer, der alligevel kan opstå før og efter fødslen.

Som det gælder med alle etiske spørgsmål, er der også med rugemoderskaber en række argumenter, der taler for en mere liberal lovgivning eller eventuel fuld tilladelse af kommercielle rugemoderskaber. Eksempelvis er adoption allerede en tilladt praksis, hvilket kan betragtes som en form for rugemoderskab. Forskellen er dog blandt andet den, at der i adoptionssager meget sjældent foreligger et ønske om at bortadoptere barnet, før kvinden overhovedet er blevet gravid. Desuden er det ofte sådan, at kvinden der bortadopterer barnet ofte gerne vil have barnet, men ikke kan, hvilket er det modsatte med rugemoderen, der godt kan tage vare på barnet, men ikke vil.

Men hvorfor må en kvinde ikke leje sin livmoder ud i ni måneder? En kunstmaler må gerne lægge liv og sjæl i et maleri i ni måneder for dernæst at sælge maleriet. Det er netop ikke livet eller sjælen, der bliver solgt, nøjagtig som det heller ikke er barnet, der sælges i forbindelse med rugemoderskab. Dertil kommer de mange kvinder som helt legalt sælger deres krop til pornoindustrien hver eneste dag. I det hele taget sælger de fleste mennesker deres arbejdskraft hver eneste dag, hvilket der ikke synes at være noget dehumaniserende forbundet med. Hvis man skal imødegå disse argumenter, skal modargumentet være, at der er noget ganske særligt forbundet med den menneskelige reproduktion, som vi skal beskytte. Det kan eksempelvis fremhæves, at den menneskelige reproduktion i højere grad er et samfundsanliggende set i forhold til den mere løsrevne seksualitet, hvilket primært skyldes hensynet til barnet. Barnet som er kommet til verden gennem en indgået kontrakt med rugemoderen. Hensynet til det barn, som er blevet til i en lejet livmoder, hvor moderskabet beror på en indgået aftale. Alene hensynet til barnet og det potentielle kontraktbrud bør udelukke kommercielle rugemoderskabsaftaler her i landet.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post72