Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Lad os rydde op i debatten om aktiv dødshjælp

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Sun, May 13, 2012 00:29:49
(Trykt som kronik i Berlingske 30. april 2012)

Debatten om aktiv dødshjælp er debatten, der aldrig vil dø. Aktiv dødshjælp er blevet til et nærmest kanoniseret etisk dilemma, som dukker op i mediestrømmen, når tragiske enkeltsager vækker journalisternes opmærksomhed. Men der er behov for et bedre grundlag for denne vigtige debat, så vi kan blive enige om det, vi er uenige om. Der er behov for et stykke oprydningsarbejde, så vi kan få luftet ud i debatten og herefter vurdere, om vi bør ændre loven og tillade aktiv dødshjælp i Danmark. Som et indspark til debatten vil jeg beskrive og besvare nogle af de mest hyppige spørgsmål, jeg løbende er blevet konfronteret med i debatten.

Hvorfor må mennesker ikke få lov at dø?

Alle mennesker får lov at dø. Spørgsmålet er, om man også må bestemme tidspunktet. Udfordringen er blandt andet, at nogle skifter mening, efter de har fået en lindrende pleje og behandling. Hvis vi derfor forsvarer tanken om retten til at dø på et bestemt tidspunkt, bør vi nødvendigvis medtænke de patienter, der skifter mening på vej mod døden. Problemet med aktiv dødshjælp er, at der ikke findes en fortrydelsesret.

Hvorfor bør patienter ikke få lov at vælge selv og dermed få ret til aktiv dødshjælp?

Hvis nogen har en ret, er der mindst én person, som får en pligt. Hvis vi med andre ord forsvarer patientens ret til at blive aflivet, skal vi udpege den som skal forpligtes til at effektuere denne ret. Ofte peger pilen på lægen. Men selvom nogle læger givetvis vil forpligte sig, må vi ikke glemme, hvordan denne handling strider mod al anden lægegerning, hvor det drejer sig om at hjælpe i livet.

Hvorfor skal patienter lide ubærligt i den sidste tid?

I dag tilbydes dødende patienter en lindrende pleje og behandling. I fagsproget taler man om en palliativ indsats. Denne indsats betyder, at det er sjældent, at patienter ligger med store fysiske smerter i den sidste tid. Billedet af døende, der ligger i det som ofte omtales som et smertehelvede, stemmer derfor ikke overens med virkeligheden. Vi bør samtidig medtænke de erfaringer, som vi har blandt døende i den sidste tid. Når patienter nærmer sig døden, spiser og drikker de stadig mindre. I dette forløb svækkes hjerte og lunger, og hvis organismen påføres væske, kan det være direkte skadeligt. Det, som derfor kan se voldsomt ud for de pårørende, kan være den bedste behandling for den døende.

Passiv dødshjælp er alligevel en form for aktiv dødshjælp. Hvorfor kan vi så ikke bare indføre aktiv dødshjælp?

Forskellen beror på selve intentionen, det vil sige, om målet er at smertelindre eller aflive patienten. Passiv dødshjælp er på nogle måder en dårlig betegnelse, fordi man kan få den tanke, at personalet passivt ser til, mens patienten dør. Men det er ikke tilfældet. Hvis begrebet passiv dødshjælp skal give mening, betyder det, at man lader dø, og det indebærer bl.a., at udsigtsløs eller meningsløs behandling afsluttes. Denne praksis er tilladt i Danmark, hvilket betyder, at det ikke er et mål i sig selv at holde patienter i live. Men det betyder ikke, at personalet bare ser til, imens patienten langsomt dør. Personalet er tværtimod aktiv i den lindrende pleje og tilbyder en god faglig omsorg i den sidste tid. Samtidig består den grundlæggende forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp i, at der med passiv dødshjælp sigtes mod en hjælp i livet, hvor der med aktiv dødshjælp sigtes direkte mod en aflivning. På ét punkt kan der således skelnes klart mellem passiv og aktiv dødshjælp, hvilket angår selve motivet bag hjælpen til patienten. Med passiv dødshjælp forsøger man at hjælpe i livet, hvor aktiv dødshjælp sigter mere direkte mod en afslutning på et nærmere aftalt tidspunkt.

Hvorfor holder vi patienterne i live i stedet for at lade dem dø?

Vi holder ikke nødvendigvis patienter i live, og vi lader patienter dø hver eneste dag. I Danmark er det tilladt at lade dø. I det hele taget er det min erfaring, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp kun sjældent rejser sig i praksis på hospice og palliative afdelinger. Når det sker, er det ofte med de pårørende i centrum og ikke altid patienten selv.

Vil aktiv dødshjælp ikke netop være en barmhjertig handling?

For det første fjerner aktiv dødshjælp ikke lidelsen, men den der lider. Det er selve eksistensen, der er i spil. For det andet bliver spørgsmålet, hvorvidt vi kan betragte og definere aflivning som en barmhjertighedshandling. Ofte tales om en værdig død, hvor ingen ønsker at ende som en grøntsag. Men værdig for hvem kunne man spørge? Ofte eksisterer uværdigheden i øjnene, der ser. Samtidig er der selvfølgelig ingen, der ønsker at ende som en grøntsag. Men hvem er en grøntsag? Jeg har gennem tiden mødt flere syge mennesker, som flere måske ville kategorisere som grøntsag, men som fyldte livet til døden.

Hvorfor behandler vi dyr bedre end mennesker?

Det er ganske rigtigt, at dyr bliver aflivet hver dag. Det sker ikke blot, fordi vi skønner de er blevet gamle, syge og lider, men også fordi vi vælger at spise dem, hvilket er den typiske årsag. Som regel skelner vi klart mellem mennesker og dyr, men ofte ønskes en sidestilling, når debatten drejer sig om aktiv dødshjælp. Her må vi i det mindste imødese det argument, at aflivning netop er mindre værdigt, og derfor kun noget, vi gør mod dyr.

Hvordan bør vi forholde os til de selvmordsturister, der tager til Schweitz for dernæst at vende tilbage i en kiste, eller de pårørende der ender med at tage livet af deres kære?

Vi bør altid spørge om ikke vi kan gøre det bedre. Men spørgsmålet om aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det hedder ifølge dansk lov, er et etisk dilemma, som rummer kontrære hensyn. Hvad enten man er tilhænger eller modstander, bør spørgsmålet betragtes som et dilemma, hvor man har blik for disse kontrære hensyn. Spørgsmålet er derfor, om vi reelt løser et problem ved at indføre aktiv dødshjælp uden at skabe desto flere problemer. Eksempelvis vil aktiv dødshjælp være i modstrid med anden lægegerning, hvor læger i dag fokuserer på en hjælp i livet. Samtidig vil det givetvis blive forespurgt blandt nogle, men hvad med de mange alvorligt syge patienter, som indlægges på danske sygehuse? Bør det være et tilbud og dermed en overvejelse, vi bør give syge mennesker? Det kan let blive en byrde for de patienter, der oplever at ligge andre til last.

Trods de mange uenigheder i debatten kan vi være enige om det vigtigste. Vi kan blive enige om, at der skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet gennem behandlingsstop. Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort omfang muligt i dag. Vi bør derfor ikke tillade drab på begæring, men derimod styrke den lindrende pleje, omsorg og behandling. Heri ligger værdigheden.

  • Comments(0)//birkler.dialektik.dk/#post74