Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Menneskesyn til eftersyn

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Sun, October 09, 2011 13:57:56

(Trykt i Jyllands-Posten d. 8.10.2011)

Blandt de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen i dag finder vi et menneskesyn i forandring. Synet på patienterne har ændret sig i en forkert retning. Den største udfordring er dermed ikke økonomisk, men etisk. Flere penge kan gøre meget, men den største udfordring angår vores optik og dermed blik for patienterne.

Hvor den samaritanske pligt førhen stod stærkt, er det nytte, som er blevet dagens målestok for de fleste beslutninger og valg. Nytte er blevet den underliggende præmis hvorfra debatten tager sit udgangspunkt. I dag ligger denne skjulte præmis til grund for stort set alle diskussioner og senere prioriteringer i sundhedsvæsenet. Præmissen er skjult, fordi det ofte lyder så voldsomt, når der tales om det, der (ikke) kan betale sig i mødet med patienten eller patientgrupper. En grundliggende nytteetisk kalkule, hvor en mere eller mindre matematisk nytteberegning peger på det, som ikke kun tjener patientens bedste, men også samfundets bedste. Det er særligt samfundsnytten, der bliver problematisk, fordi patienter sjældent nytter særlig meget, med mindre de bliver raske i en fart. Denne problematiske opfattelse giver plads til mange nye holdninger, der blev anset for uetiske for bare få år siden. I dag diskuteres en nedprioritering af ydelser til handicappede, billigere medicin til døende, organhandel, fiksering af patienter på grund af økonomiske hensyn, patienter i arbejde der skal behandles før de arbejdsløse, osv. Disse eksempler lever i debatten i dag på en måde, som vi ikke så for årtier tilbage. Jeg husker gennem mine foredrag, hvordan eksemplet omkring organhandel skabte hovedrysten hos de fleste for 10 år siden. Det sker mere sjældent i dag. Og der er mange flere eksempler som disse, der afspejler et skred i retning mod en forråelse af vores menneskesyn og manglende blik for vores medmennesker. Det er ikke blot, fordi pengene mangler. Prioritering er en nødvendighed såvel som en omstændighed. Betragter vi dagens menneskesyn, er det vores blikretning, der har ændret sig. I dag fokuseres mere ensidigt på samfundsinteressen, samfundsøkonomien og dermed nytten i et større perspektiv.

Hvis vi på den ene side af vejen har en psykisk syg udadreagerende borger, der kræver mange skattekorner årligt, hvor der på den anden side af vejen ligger en mindre folkeskole, som i skattekroner koster det samme, kan vi jo bare fiksere den udadreagerende borger og bygge en større skole. Det må være simpel logik. Svaret er ja, det er nytteetisk logik og ofte den forkerte logik. Men her finder vi hele grundlaget for problemet med et forandret menneskesyn. Vi peger umiddelbart og godtroende i retning mod samfundsinteressen og mister blikket for den enkelte borger. Patienten bliver et middel i retning mod større samfundsnytte. Det nytter jo ikke at kaste millioner af skattekroner efter dyr medicin til døende, der forlader os om få dage. Det nytter ikke at bruge enorme summer på handicappede, som aldrig vil kunne give samfundskassen noget tilbage. Til gengæld nytter det noget at indføre eksempelvis organhandel. En glad organdonor, der nu er blevet 200.000 kroner rigere, og en glad modtager der generobrer livet. Men det er her, vi mister synet på den konkrete borger, patient eller vores medmenneske. Vi har fortrængt den menneskelige pligt – den samaritanske pligt. Vi har glemt mennesket i den nytteetiske kalkule. Vi har kort sagt skabt et forrået menneskesyn.

Et af de steder, hvor nytteetikken har fået fat, er gennem et forstærket fokus på forebyggelse, som ofte hives frem som det columbusæg, der skal give os rationelle og konstruktive løsninger på sundhedsproblemer i samfundet. Det er virkelig noget, der nytter, hvis vi fokuserer på at forebygge sygdom, før det overhovedet bliver nødvendigt at behandle. Men også her er der fokus på det, som kan betale sig og i særdeleshed ikke kan betale sig. Det betaler sig ikke, at danskerne drikker, ryger og spiser det forkerte i de forkerte mængder. Her er der ikke i sig selv noget galt med kostråd og anbefalinger om ændrede motionsvaner såvel som dyrere cigaretter, sukker og fedt. I det hele taget er forebyggelse på mange måder ganske fornuftigt. Men på vejen til ændret sundhedsadfærd, gør vi let borgeren selvforskyldt, hvis uheldet sker, og han eller hun rent faktisk bliver syg. Som det gælder med udtrykket ’kan det betale sig’, er udtrykket ’selvforskyldte sygdomme’ et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte, men ofte ligger som en præmis i debatten. Fedmeoperationer, hvor borgeren selv må punge ud, rygerne som fortsat behandles, men må tåle anklagende blikke, når cigaretten tændes. Der ligger en skjult selvforskyldthed gemt i den danske debat om livsstilsygdomme. Men til grund herfor ligger en tiltagende orientering mod nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske samfundsinteresser. Med denne opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld, men også ansvar. Alle skal i dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig større omfang også egen sygdom. Men vi er på vej i ubalance mellem patientens ansvar og sundhedsvæsenets ansvar, når patienten pålægges opgaver, som ikke magtes, og skyld der knækker værdigheden.

Men hvad er så løsningen? Nytteetikkens modsætning præsenteres ofte i form af en pligtetik, hvor det er den enkelte behandlers samaritanske pligt der står centralt. Et menneskesyn som i sin grundsubstans hviler på hensynet til medmennesket. Den enkeltes forpligtelse til at møde den syge med en renvasket tavle uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller ej. En praksis hvor selvforskyldthed og dermed skyldsspørgsmålet ikke er et udgangspunkt, og hvor patienten muligvis skal levere en økonomisk egenbetaling, men ikke betale tilbage for tidligere synder på grund af en given livsstil. En pligtetik der fokuserer på lighed og fællesskab ud fra en forpligtende norm om at handle til gavn for den konkrete patient. Et udgangspunkt der kort og godt går ud på, at vi hjælper patienterne uden først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på grund af nytteetiske kalkuler.

Men et besøg hos den etiske optiker kan også give os blik for andet end pligtetik, når vores menneskesyn trænger til et eftersyn. Et forrået menneskesyn skabes som regel på afstand af patienterne. Det er det direkte møde, som skaber den etiske forpligtelse. Udfordringen består blandt andet derved, at vi i dag kommunikerer mere end nogensinde, men der sker ofte på afstand via elektronisk kommunikation. Samtidig træffes stadig flere overordnede beslutninger gennem flere lag af økonomer og jurister. Det er der ikke i sig selv noget galt med. Men ofte skabes den etiske forpligtelse i det direkte møde. I nærværet med patienten bliver den etiske forpligtelse ikke en pålagt opgave, men noget sundhedspersonalet umiddelbart pålægger sig selv. Det er således i mødet med den anden, at etikken får vægt. Etik er ikke værdibegreber vi bringer ind i patientrelationen, men derimod et værdifuldt greb i praksis, der i al væsentlighed afstemmes i og bestemmes af et møde med patienten. Som en sproglig vending kan det siges sådan, at vi ikke får etik ind i sundhedsvæsnet, men får derimod etik ud af den konkrete situation. Det er patientsituationen og dermed patientrelationen, der bærer fortællingen om den etisk duelige læge. Det er patienten, der skal skabe vores menneskesyn og ikke nytteetiske kalkuler eller samfundsøkonomiske abstraktioner. Lad os derfor holde fast i vores blik for patienterne.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.