Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Når manden ligger i graven, og sæden ligger i banken

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Fri, April 06, 2012 19:11:26
(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28.2.2012)

I dag er det muligt at nedfryse sædceller, ægceller og befrugtede æg. I forbindelse med fertilitetsbehandling kan der være mange fordele forbundet med nedfrysning af befrugtede æg, hvilket har været en tilladt praksis i mange år. Nedfrysning og deponering af sædceller er også blevet meget almindeligt og kan være begrundet i mange forhold. Sæden kan ligge i banken i adskillige år og optøs, når ønsket om børn dukker op. Men i dag er det sådan, at sæden skal destrueres, hvis manden dør. Men nu foreligger der blandt fertilitetslæger og politikere et ønske om at ændre denne praksis. Vi kan eksempelvis forestille os et ungt ægtepar, som allerede har fået en velskabt dreng, hvorefter manden bliver alvorlig syg. Sæden deponeres i banken, hvor manden giver samtykke til, at kvinden må benytte sæden efter sin død med sigte på, at drengen kan blive storebror. Dette eksempel tager udgangspunkt i de barnløses rettigheder og vil sikkert vække sympati blandt mange danskere. Men her skal vi tænke os godt om.

I dag er seksualitet i stort omfang blevet adskilt i lyst og reproduktion. Hvis vi ophæver denne forskel, vil det selvsagt ikke være fysisk muligt at en mand befrugter en kvinde efter døden. I bedste fald vil det være en forstyrrelse af gravfreden og kan virke anstødeligt og en smule morbidt. Nogle vil måske ligefrem tale om en ny form for fertilitetsnekrofili. Men nu ligger manden i graven, og sæden ligger i banken. Principielt kan det derfor være vanskeligt at forsvare det forkerte i denne praksis, hvis vi betragter det øvrige marked for assisteret reproduktion. Enlige kvinder kan eksempelvis lade sig behandle og befrugte med sæd fra en anonym donor. I begge tilfælde vil barnet vokse op uden en biologisk far. Den eneste forskel, der synes at være, beror på det forhold, at et barn født med sæd fra en afdød ægtefælle i nogen grad bibeholder en relation til den afdøde mand/far via moderen. Hvorvidt det er til barnets fordel eller ulempe, synes der imidlertid ikke at være noget entydigt svar på. Men eksistentielt giver brugen af død mands sæd ny mening til et liv efter døden.

Hvis vi først åbner for muligheden for, at kvinder kan benytte en afdød mands sæd vil det afføde en lang række nye etiske spørgsmål. Må kvinden eksempelvis benytte den afdøde mands sæd, hvis hun indgår i et nyt ægteskab? Hvor mange år må sæden i det hele taget være deponeret efter døden? Her kan vi forestille os, hvordan et oldebarn eksempelvis ønsker et barn med den for længst afdøde familiepatriark, osv. Historien har vist, hvordan vores fertilitetsbehandling skridt for skridt har åbnet for nye markeder for assisteret reproduktion. Med nedfrysning og deponering af befrugtede æg har vi eksempelvis set, hvordan grænsen først var ét år, siden to år, hvor grænsen i dag er fem år. Grænserne for fertilitetsbehandling har hele tiden rykket sig til et samlet landskab, som i dag kan virke uoverskueligt. Udgangspunktet er som regel et ønske om at hjælpe de barnløse par gennem en bioteknologi, der stormer frem. Men hvad med barnet, hvis far allerede er død, inden det bliver født? Er det den fortælling vi ønsker barnet skal vokse op med? Det mener jeg ikke. Etiske grænser kan aldrig tilgodese alle. Men her bør vi tilgodese barnet.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.