Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Fra frit valg til frit fald

Specifikke etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Fri, February 09, 2007 21:24:25

Gennem mine studier af etik i sundhedsvæsenet stod jeg for ganske nylig sammen med en sygeplejerske og overhørte en samtale mellem lægen og patienten. Patienten var en kvinde i fyrrene, som netop havde fået konstateret brystkræft. Lægen var venlig og tog sig god tid til at tale med patienten. Han fortalte om to muligheder for behandling. På den ene side var der muligheden for en brystbevarende operation og på den anden side var der muligheden for et indgreb, hvor hele brystet blev fjernet. Lægen brugte en del tid på at fortælle patienten om fordele og ulemper ved begge indgreb. Men valget var patientens. Da lægen kom tilbage dagen efter for at høre nærmere til hendes beslutning, var kvinden lettere psykotisk. Hvad gik der galt? I sundhedsvæsenet kaldes dette for misforstået autonomi. Dvs. af man er så forhippet på at lade patienten vælge selv, at man glemmer forudsætningerne og betingelserne for dette valg. Patienter i dagens Danmark bliver konfronteret med langt flere valg end nogensinde før. Nogle af disse valg gør større skade end gavn. Det synes som om respekten for patientens valg i visse tilfælde lader den professionelle ansvarlighed tilbage i skyggen. Her tænker jeg på det faglige skøn. Der må ikke være tvivl om værdien af informeret samtykke men patienten må ikke efterlades uden det faglige skøn. I modsat fald kan den blinde respekt for patientens mange valg ikke blot føre til omsorgsvigt men også flugt fra det ansvar, som fagpersonalet er uddannet til at bære.

Blog Image

  • Comments(4)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Studerende Sun, February 10, 2008 23:03:28

Hej igen

Forestil jer, at man bliver trukket i retten og er uskyldig. Man får hjælp af en advokat. Hvis han nu overgiver ansvaret til mig om, hvilket forsvar han skal lave uden han giver anvisninger med. Jeg vil ikke have forudsætninger for at træffe det valg. Og hvis jeg tabte sagen - vil det være min egen skyld!....Hurra for ekspertsamfundet - vi skal snart være ekspert i alt for at klare os - hjælp er der ikke at hente.....

Hilsen

Beba

Posted by Studerende Sun, February 10, 2008 22:58:03

Jeg mener, at det er en meget vigtig pointe, du giver udtryk for. Vi tænker os ikke og går måske mere op i patientrettighedsloven og at der kan sættes i kryds i journalen for information m.v.

Jeg har personlig oplevet to situationer ud af mange (desværre!), som jeg gerne vil dele med jer. Jeg er iøvrigt sygeplejerske ansat på en intensiv afdeling

oplevelse 1

I denne situation har patienten gennemgået en relativ simpel operation (knæ), men er i den høje ende af alderskalaen omkring 92 år. Dagen efter operationen får patienten hjertestop og i kraft af det er indenfor et døgn efter operationen, vil det fremgå i statistikkerne som komplikation til operationen hos kirurgerne. Patienten genoplives, men kan ikke trække vejret selv, bevidstløs, med meget lavt blodtryk - patienten kommes i respirator. De næste analyser viser, at patienten har fået en meget stor blodprop i hjertet og at hjerte næsten ikke pumper lbodet rundt i kroppen trods infusion af stærk hjertemedicin. Den efterfølgende samtale med ægtefællen og børnene informerer lægen om, hvad der er sket samt den overhængdende risiko for et nyt hjertestop. Lægen beder familien specielt ægtefællen om et svar på, hvorvidt vi skal forsøge genoplivning igen, hvis det skulle blive aktuelt. Familien får 5-10 minutter til at tænke det igennem og give et svar. Da vi kommer ind græder ægtefællen og siger flere gange i samtalen "jamen jeg elsker ham og hvordan skal jeg klare mig uden ham". Ægtefællen og familien var blevet enige om, at vi ikke skulle genoplive. Ægtefællen græd hele tiden. Jeg tænker, det må ikke være særligt sjovt at skulle træffe den beslutning også selv om vedkommende var 92 år. De har jo haft hele livet sammen og indtil indlæggelsen har patienten kørt på cykel dagligt. Jeg forsøgte at rejse en diskussion i afdelingen om, hvorvidt ansvaret for livet eller døden skal ligge hos ægtefællen !... Men lægen ville ikke diskutere situationen. Jeg oplevede samtalen meget ubehagelig og havde jeg haft et frit valg, havde jeg forladt rummet. Jeg mener ikke, at ansvaret skal ligge hos hverken familien eller ægtefællen - tænk at leve videre med den beslutning.

Oplevelse 2

Patienten i midten af 70érne kan ikke trække vejret og kommer i respirator. Det viser sig at være en aggresiv lungekræft som har spredt sig til alle organerne. Familien og ægtefælle indkaldes til en samtale, hvor lægen gennemgår grundigt, hvordan situationen ser ud med de mange organsvigt og til sidst siger lægen, at han ikke mener det er rimeligt at fortsætte behandlingen, men lægger også spørgsmålet op til ægtefællen og familien. Behandlingen indstilles og patienten dør. Efterfølgende har jeg de eftgerladte til en samtale. Her begynder ægtefællen at græde og fortæller, hvor hårdt det er og siger ud i luften, "hvis jeg bare havde sagt nej, så havde vedkommende levet i dag". Ægtefællen havde oplevet , at blive taget med på råd og accepterede lægens grundlag og har siden haft så mange skyldfølelser og skam over ikke at ville kæmpe for ægtefællen. Men hvilket ansvar at skulle leve med - at man har svigtet sin elskede......Ægtefællen havde aldrig forstået, at vedkommende var fyldt med kræft over det hele og at det var dødsårsagen - hvilket afdøde patient altid havde sagt "jeg kommer til at dø af kræft". Jeg mener, at vi i vore ubetænktsomhed med instrukser og lovgivning i nakken svigter patienterne og pårørende. Og jeg vil gå så langt at sige at vi påfører dem en skade for livet

Hvad mener I?

Mange hilsner

Anonyme

Posted by Jacob Birkler Sun, February 18, 2007 12:15:30

Kære Cana

Tak for dine kommentarer, hvor du berører to centrale forhold, som er vigtige i denne sammenhæng.

1. Du skriver: 'hvorledes ville kvinden have reageret, hvis lægen havde truffet valget?' Konkret kender vi selvsagt ikke svaret. Dog ved vi én ting med sikkerhed. Hvis lægen havde truffet valget var kvinden i en anden situation. Her besidder hun en viden om lægens skøn (operation A frem for B). Hun kan stadig fravælge en operation men (fra)valget sker med bevidsthed om lægens faglige skøn. Valget vil være en mindre byrde for patienten.

2. Din anden kommentar er den mest interessante i mine øjne. Du pointerer, at lægen kunne stå i den situation, hvor han med sit faglige skøn ikke kan vurdere hvor vidt den ene operation er bedre set i forhold til den anden. Her berører du hjertet i det aktuelle dilemma. Lægens dilemma opstår mellem værdierne respekt og ansvarlighed. Respekten for patientens selvbestemmelse på den ene side og den faglige ansvarlighed på den anden side. Du siger, at det vil være uansvarligt, hvis lægen trak lod. Det er jeg selvfølgelig enig i. Jeg mener imidertid det er mere uansvarligt at placere ansvaret hos patienten. Ansvaret ligger hos lægen. Lægen bør i mine øjne ikke gå til patienten før han er i stand til skønne valget af den ene operation frem for den anden. Hvis patienten får valget giver vi også patienten ansvaret, som hun hverken har fagligheden eller de mentale kræfter til at bære. Jeg mener således der består en etisk relevant forskel mellem det at informere på den ene side (hvor samtykke er nødvendigt) og formidling af et valg på den anden side. Når mange derfor siger, at det i sidste ende er op til patienten selv at bestemme så bør der ikke blot være langt til enden men også en faglig forankret ledsager på vejen derhen.

Posted by Cana Bertelsen Sat, February 17, 2007 13:51:20

Hmm, jo, jeg kan sagtens sætte mig ind i din pointe, men alligevel synes jeg det er lidt "hårdt" at sige, at man i sådanne tilfælde, som du her beskriver, gør mere skade end gavn.

Man kan i og for sig ikke vide hvorledes kvinden ville have reageret hvis lægen havde truffet valget (i samråd med hende?). Hermed dog ikke sagt, at jeg mener, at alle valg skal være 100% op til patienten, men jeg mener, at hvis lægen ikke selv synes at kunne anbefale den ene operation frem for den anden, ja, så må det være op til kvinden selv at vælge. Det kan ikke være rigtigt at en fagperson på den måde bør gøre sig "ufaglig" ved måske i sidste ende at "trække lod" eller vælge ved "okker gokker"-metoden.

Til sidst vil jeg bare igen pointere, at ingen kan vide hvorledes kvinden ville have reageret, hvis lægen havde taget valget for hende.