Filosofisk praksis

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Opkoblet, men frakoblet

Etiske spørgsmålPosted by Jacob Birkler Tue, August 07, 2012 13:05:39
(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4. juni 2012)

Vi kommunikerer mere end nogensinde. Men det sker på afstand. Vi har skabt et digitalt-teknologisk univers, hvor der konstant stræbes efter forbindelse. Men der er tale om en teknologisk forbindelse og ikke en direkte menneskelig kontakt.

Selv når vi er fysisk sammen, er vi langt fra hinanden. På arbejdet tjekkes beskeder via smartphone eller andre mobile enheder under møder og konferencer. Studerende sidder i dag med hver deres computer og har kontakt til hele verden, men kun delt opmærksomhed med verden omkring sig. Opmærksomhed deles kun, hvis det interesserer mig. I hjemmet kan familier også sidde sammen med hver deres enhed, alt imens der bliver sendt mails, sms, og tekstbeskeder til sociale netværk.

I dag skal vi alle være opkoblet, men frakobler samtidig det menneskelige nærvær. Vi er derfor begyndt at forvente mere af teknologien end af hinanden. Vi er sammen, men alligevel langt væk. Vi er blevet alene sammen, som professor i psykologi fra MIT, Sherry Turkle, udtrykker det i bogen ’Alone Together’. I vores højteknologiske samfund er det at være alene ensbetydende med at være uden kontakt til en teknologisk enhed. Når vi sidder alene, går der ikke mere end få minutter, før vi rastløst leder efter vores teknologiske gadgets.

Det, vi før delte med hinanden, deles nu digitalt. Tanker og følelser afstemmes i mindre grad med øjenkontakt, men sker som delte beskeder i sociale netværk. ’Jeg deler, altså er jeg’. I dag leder mange derfor efter en opkobling, hvis de er fyldt med tanker og følelser. I dag kan man se folk gå alene eller sammen i by, skov eller ved strand, hvor der ikke kigges ud eller efter noget, men ned på en mobil teknologisk enhed.

Jeg arbejder med etik. Etik angår normer og værdier, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker. Men etiske værdier er ikke noget, vi får via mail eller stemmer om, men derimod noget vi afstemmer i et menneskeligt nærvær. Det er gennem nærværet, at vi pudser og høvler på karakteren, så vi ikke fremstår ubehøvlede. Etik angår karakteregenskaber, der langsomt vokser i et menneskeligt samvær. Det kan en opkobling til digitale netværk ikke sætte flueben ved. Vi bør derfor besinde os på vigtigheden af det menneskelige nærvær, ellers kan vi let ende som opkoblede egoister, der ikke har blik for hinanden.

Selv om jeg personligt er flittig bruger af digital kommunikation, mener jeg, at vi bør tage skridt til etablering af opkoblingsfri zoner på arbejdspladsen og i hjemmet. Steder hvor dialogen og nærværet værdsættes, og hvor en direkte dialog får plads. Samtidig bør vi minde hinanden om, at indimellem sms’er, mails og facebook-opdateringer, er livet noget, der leves i samværet - og især i de uredigerede øjeblikke, hvor vi træder frem som menneske og bliver til et medmenneske.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.