<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>Filosofisk praksis Feed</title><link>http://birkler.dialektik.dk/</link><description>Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.</description><item><title>Lad os rydde op i debatten om aktiv dødshjælp</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=74</link><description><![CDATA[ (Trykt som kronik i Berlingske 30. april 2012) 
















  Debatten
om aktiv dødshjælp er debatten, der aldrig vil dø. Aktiv dødshjælp er blevet
til et nærmest kanoniseret etisk dilemma, som dukker op i mediestrømmen, når tragiske
enkeltsager vækker journalisternes opmærksomhed. Men der er behov for et bedre
grundlag for denne vigtige debat, så vi kan blive enige om det, vi er uenige
om. Der er behov for et stykke oprydningsarbejde, så vi kan få luftet ud i
debatten og herefter vurdere, om vi bør ændre loven og tillade aktiv dødshjælp
i Danmark. Som et indspark til debatten vil jeg beskrive og besvare nogle af de
mest hyppige spørgsmål, jeg løbende er blevet konfronteret med i debatten.     

  Hvorfor
må mennesker ikke få lov at dø?   Alle
mennesker får lov at dø. Spørgsmålet er, om man også må bestemme tidspunktet. Udfordringen
er blandt andet, at nogle skifter mening, efter de har fået en lindrende pleje
og behandling. Hvis vi derfor forsvarer tanken om retten til at dø på et
bestemt tidspunkt, bør vi nødvendigvis medtænke de patienter, der skifter
mening på vej mod døden. Problemet med aktiv dødshjælp er, at der ikke findes
en fortrydelsesret. 

  Hvorfor
bør patienter ikke få lov at vælge selv og dermed få ret til aktiv dødshjælp?  

 Hvis
nogen har en ret, er der mindst én person, som får en pligt. Hvis vi med andre
ord forsvarer patientens ret til at blive aflivet, skal vi udpege den som skal forpligtes
til at effektuere denne ret. Ofte peger pilen på lægen. Men selvom nogle læger
givetvis vil forpligte sig, må vi ikke glemme, hvordan denne handling strider
mod al anden lægegerning, hvor det drejer sig om at hjælpe i livet.  

  Hvorfor
skal patienter lide ubærligt i den sidste tid?   

 I
dag tilbydes dødende patienter en lindrende pleje og behandling. I fagsproget
taler man om en palliativ indsats. Denne indsats betyder, at det er sjældent,
at patienter ligger med store fysiske smerter i den sidste tid. Billedet af
døende, der ligger i det som ofte omtales som et smertehelvede, stemmer derfor
ikke overens med virkeligheden. Vi bør samtidig medtænke de
erfaringer, som vi har blandt døende i den sidste tid. Når patienter nærmer sig
døden, spiser og drikker de stadig mindre. I dette forløb svækkes hjerte og
lunger, og hvis organismen påføres væske, kan det være direkte skadeligt. Det,
som derfor kan se voldsomt ud for de pårørende, kan være den bedste behandling
for den døende.  

  Passiv
dødshjælp er alligevel en form for aktiv dødshjælp. Hvorfor kan vi så ikke bare
indføre aktiv dødshjælp?   

 Forskellen
beror på selve intentionen, det vil sige, om målet er at smertelindre eller
aflive patienten. Passiv dødshjælp er på nogle måder en dårlig betegnelse,
fordi man kan få den tanke, at personalet passivt ser til, mens patienten dør. Men
det er ikke tilfældet. Hvis begrebet passiv dødshjælp skal give mening, betyder
det, at man lader dø, og det indebærer bl.a., at udsigtsløs eller meningsløs behandling
afsluttes. Denne praksis er tilladt i Danmark, hvilket betyder, at det ikke er
et mål i sig selv at holde patienter i live. Men det betyder ikke, at
personalet bare ser til, imens patienten langsomt dør. Personalet er tværtimod
aktiv i den lindrende pleje og tilbyder en god faglig omsorg i den sidste tid.
Samtidig består den grundlæggende forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp i,
at der med passiv dødshjælp sigtes mod en hjælp i livet, hvor der med aktiv dødshjælp
sigtes direkte mod en aflivning. På ét punkt kan der således skelnes klart
mellem passiv og aktiv dødshjælp, hvilket angår selve motivet bag hjælpen til
patienten. Med passiv dødshjælp forsøger man at hjælpe i livet, hvor aktiv
dødshjælp sigter mere direkte mod en afslutning på et nærmere aftalt tidspunkt. 

  Hvorfor
holder vi patienterne i live i stedet for at lade dem dø?   

 Vi
holder ikke nødvendigvis patienter i live, og vi lader patienter dø hver eneste
dag. I Danmark er det tilladt at lade dø. I det hele taget er det min erfaring,
at spørgsmålet om aktiv dødshjælp kun sjældent rejser sig i praksis på hospice
og palliative afdelinger. Når det sker, er det ofte med de pårørende i centrum
og ikke altid patienten selv. 

  Vil
aktiv dødshjælp ikke netop være en barmhjertig handling?   

 For
det første fjerner aktiv dødshjælp ikke lidelsen, men den der lider. Det er selve
eksistensen, der er i spil. For det andet bliver spørgsmålet, hvorvidt vi kan
betragte og definere aflivning som en barmhjertighedshandling. Ofte tales om en
værdig død, hvor ingen ønsker at ende som en grøntsag. Men værdig for hvem
kunne man spørge? Ofte eksisterer uværdigheden i øjnene, der ser. Samtidig er
der selvfølgelig ingen, der ønsker at ende som en grøntsag. Men hvem er en
grøntsag? Jeg har gennem tiden mødt flere syge mennesker, som flere måske ville
kategorisere som grøntsag, men som fyldte livet til døden.  

  Hvorfor
behandler vi dyr bedre end mennesker?  

 Det
er ganske rigtigt, at dyr bliver aflivet hver dag. Det sker ikke blot, fordi vi
skønner de er blevet gamle, syge og lider, men også fordi vi vælger at spise
dem, hvilket er den typiske årsag. Som regel skelner vi klart mellem mennesker
og dyr, men ofte ønskes en sidestilling, når debatten drejer sig om aktiv
dødshjælp. Her må vi i det mindste imødese det argument, at aflivning netop er
mindre værdigt, og derfor kun noget, vi gør mod dyr. 

  Hvordan
bør vi forholde os til de selvmordsturister, der tager til Schweitz for dernæst
at vende tilbage i en kiste, eller de pårørende der ender med at tage livet af
deres kære?  

 Vi
bør altid spørge om ikke vi kan gøre det bedre. Men spørgsmålet om aktiv
dødshjælp eller drab på begæring, som det hedder ifølge dansk lov, er et etisk
dilemma, som rummer kontrære hensyn. Hvad enten man er tilhænger eller
modstander, bør spørgsmålet betragtes som et dilemma, hvor man har blik for
disse kontrære hensyn. Spørgsmålet er derfor, om vi reelt løser et problem ved
at indføre aktiv dødshjælp uden at skabe desto flere problemer. Eksempelvis vil
aktiv dødshjælp være i modstrid med anden lægegerning, hvor læger i dag
fokuserer på en hjælp i livet. Samtidig vil det givetvis blive forespurgt
blandt nogle, men hvad med de mange alvorligt syge patienter, som indlægges på
danske sygehuse? Bør det være et tilbud og dermed en overvejelse, vi bør give
syge mennesker? Det kan let blive en byrde for de patienter, der oplever at
ligge andre til last. 

 Trods de mange uenigheder
i debatten kan vi være enige om det vigtigste. Vi kan blive enige om, at der
skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Vi kan også blive enige om,
at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Vi kan også blive enige om, at
patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet
gennem behandlingsstop. Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort
omfang muligt i dag. Vi bør derfor ikke tillade drab på begæring, men derimod
styrke den lindrende pleje, omsorg og behandling. Heri ligger værdigheden. 
 ]]></description><pubDate>Sun, 13 May 2012 00:29:49 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Seksuelle forhold i familien</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=73</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 30. april 2012) Langt de fleste familier opstår med udgangspunkt i en seksuel aktivitet.
Parallelt hermed er der etiske grænser for den seksuelle aktivitet indenfor
hjemmets fire vægge. Et af de største tabuer i vores samfund angår incest og er
forbundet med stor fordømmelse og moralsk forkastelse. Ifølge straffelovens §
210 er et incestuøst forhold strafbart, men afgrænses til den nærmeste familie,
det vil sige mellem forældre og børn eller søskende imellem. Men ser vi bort
fra de seksuelle forhold til børn, som i alle tilfælde må erklæres for uetiske,
står der en række ubesvarede spørgsmål tilbage. Hvordan vurderer vi eksempelvis seksuelle forhold til
onkler, tanter samt fætre og kusiner?     På den ene side kan der argumenteres
for, at vi ikke bør opsætte grænser for kærlighed mellem mennesker. Næres der
følelsesmæssige bånd mellem voksne, der familiært er beslægtede, såsom fætter
eller kusine, er det ikke noget samfundet bør fordømme eller sætte grænser for.
I det hele taget er der i Danmark ikke tradition for, at vi blander os i hvem
vi gifter os med. På den anden side har vi gennem de senere år set flere
lovændringer, der forsøger at imødegå og kriminalisere tvangsægteskaber, med særligt
fokus på indvandrerfamilier, da det er her,, vi ser de fleste eksempler på
fætter-kusine ægteskaber. Argumentet imod fætter-kusine ægteskaber refererer
ikke blot til tvangsægteskaber, men fokuserer i endnu højere grad på de
biologiske forhold, hvor risikoen for dødfødsler er højere for børn fra et
fætter-kusine ægteskab set i forhold til børn af ubeslægtede forældre.
Ligeledes er spædbørnsdødeligheden højere til forskel fra de ubeslægtede
forældre. Dertil kommer en forhøjet risiko for at få et barn med misdannelser
og mentale handicaps. 

 Trods de uomtvistelige biologiske risici, der binder sig til
fætter-kusine ægteskaber står der flere modargumenter parat i kulissen.
Spørgsmålet er eksempelvis hvor meget samfundet overhovedet skal indblandes i
de ægteskabelige spørgsmål. Den gravide skader også barnet ved at ryge og
drikke alkohol, hvilket imidlertid ikke er forbudt. Sundhedspersoner kan oplyse
om biologiske risici forbundet med det at få børn, hvis man er familiært
beslægtet, nøjagtig som vi oplyser om risici forbundet med alkohol og rygning
under graviditeten, men dette bør ikke medføre et forbud, kan argumentet lyde.
Endvidere kan der drages en parallel til de kvinder, der vælger at få børn sent
i livet, hvilket der også er væsentlige risici forbundet med. Men ud fra
argumentet om de biologiske risici ved fætter-kusine ægteskaber burde der vel
også indføres restriktioner for kvinders retmæssige fødealder. Grundlæggende
kan man derfor spørge: Hvem bør løbe risikoen for handicaps, når børn kommer
til verden: forældrene eller samfundet? I det sidste tilfælde vil man gennem en
restriktiv lovgivning om fætter-kusine ægteskaber også skulle se på de mange
par, der af andre grunde har en uheldig genetisk kombination. 

 Mere generelt kan der fremføres det argument, at en lov imod
fætter-kusine ægteskaber meget let kan føre til eugeniske principper og dermed
reelt racehygiejne, hvor vi skal sikre os, at der fødes børn med de rigtige
egenskaber, hvor andre skal undgås. Denne argumentation er etisk set et
klassisk glidebaneargument, som ret beset kan bruges både for og imod
fætter-kusine ægteskaber. Hvis vi eksempelvis ikke kriminaliserer fætter-kusine
ægteskaber bliver spørgsmålet, hvor vi sætter grænsen. Vil vi også tillade at
en faster gifter sig med en nevø, osv. Etik angår værdimæssige grænser.
Angående seksuelle forhold i familien er det nødvendigt at fastsætte grænser,
så vi ikke efterlader en praksis der præges af fordømmelser og indignation. 
 ]]></description><pubDate>Sun, 13 May 2012 00:23:40 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Mor, hvor kommer jeg fra?</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=72</link><description><![CDATA[ (Trykt i Berlingske d. 4.4.2012) I
dag kan et barn have flere mødre. En biologisk mor, en social mor, men også en
rugemor, der bærer barnet under graviditeten. Netop rugemødre er ikke
ualmindeligt i udlandet, hvor barnløse par ikke blot bliver assisteret med
selve befrugtningen, men også lader en anden kvinde assistere under hele
svangerskabet. Når barnet udebliver og assistancen bliver nødvendig, skyldes
det ofte, at kvinden godt kan blive gravid, men ikke selv kan bære barnet. Endelig
er der tilfælde, hvor kvinden hverken kan blive gravid eller selv bære barnet. Det
er her rugemoderen kommer ind i billedet.

     Flere
danskere søger derfor til udlandet med ønsket om at finde en kvinde, der mod
betaling vil bære deres barn. Adskillige firmaer koordinerer kontakten mellem
rugemødrene, og dem der måtte ønske en rugemor, hvilket sker gennem
hjemmesider, hvor man både kan læse om og vælge mellem et stort antal
rugemødre, der stiller deres livmoder til leje mod betaling. Men i hvilket
omfang bør vi tillade denne praksis i Danmark? 

 Som
udgangspunkt bør der skelnes mellem kommercielle og ikke-betalte rugemoderskaber.
Trods andre landes mere liberale lovgivning har der i Danmark været tradition
for, at der i forbindelse med livgivende donationer ikke er penge indblandet.
Selvom man ikke bliver betalt for det, er der mange danskere, som har valgt at
donere blod, organer, osv. Men at donere ni måneder af sit liv, med alt hvad
der følger, synes at være et stort skridt, hvis det ikke er forbundet med en
eller anden form for økonomisk kompensation. Reelt er rugemoderaftaler derfor
ikke forbudt her i landet, så længe der hverken er penge eller læger indblandet.
Men det er netop pengene som gør en forskel. Hvis vi derfor reelt skal indføre
rugemoderskaber i Danmark, vil det første skridt være at tillade en eller anden
form for kommerciel løsning. Men hvilke etiske hensyn er vigtige, hvad enten
der er tale om kommercielle eller ikke-betalte rugemoderskaber? 

 Lad
os først antage at en kvinde frivilligt har indvilliget i at være rugemor for
en søster eller et barnløst par. Hvad taler så imod en sådan frivillig aftale,
hvor ingen i udgangspunktet er krænket? For det første kan ulemperne ved
graviditeten undervurderes før selve svangerskabet er påbegyndt, og hvad der
særligt kan undervurderes er de psykologiske problemer, det kan afstedkomme,
når kvinden kort efter fødslen skal aflevere barnet. For det andet kan
rugemoderen føle sig presset af familien eller de kommende forældre, der står
med et altoverskyggende ønske om at få et barn. Og mere generelt kan det tænkes,
at rugemoderen er arbejdsløs eller uden selvrespekt og derfor ønsker at skabe
en kontaktflade med higen efter anerkendelse. Men den kontakt hun reelt får vil
potentielt kunne være fra forældre, der blot ser kvinden som et middel mod det
mål at få et barn. Rugemoderen vil med andre ord kunne reduceres til et
’nødvendigt onde’, som skal behandles pænt under graviditeten, men holdes på
afstand, når barnet er overdraget. 

 I
forbindelse med kommercielle rugemoderskaber, kan man i nogen grad sidestille
brugen af rugemødre med prostitution. En form for svangerskabsprostitution,
hvor den indgående aftale er krænkende, uligevægtig og uværdig allerede i
udgangspunktet. Således vil debatten hurtigt kunne angå spørgsmålet om den
’lykkelige rugemor’ analogt til den ’lykkelige luder’. Hvis der alene fokuseres
på det forhold, at kvinden bliver en vare, der kommercialiseres, kan der også
her opstå en række uhensigtsmæssige konsekvenser, hvor der kan opstå udtryk
såsom at få ’kvalitet for pengene’ og ’forventning om at arbejdet er i orden’,
osv. Vi kan således leje en bil og klage over produktet. Men lejer et barnløst
par en livmoder hos en kvinde er det tale om en tingsliggørelse, som kan virke
dehumaniserende. 

 Foruden
hensynet til kvinden er det også vigtigt at have blik for barnets tarv. Det kan
således indvendes, at barnet er blevet en vare, der handles og i alle tilfælde
kommer til verden gennem en forhandlet aftale. Samtidig kan der spørges kritisk
til den familie, som barnet vokser op i, hvor moderens identitet binder sig til
flere personer. Dette atypiske familiemønster kan der imidlertid være mange
holdninger til, særligt hvis vi ser på de moderne sammenbragte og seksuelt
blandede familier, som lever og trives i dagens Danmark. Ser vi på de
undersøgelser, som foreligger, er der intet, der tyder på, at barnet tager
skade af en opvækst, hvor udgangspunktet har været en rugemor. Men her taler vi
om forældreskaber, hvor selve overdragelsen af barnet fra rugemoderen er gået
godt. Problemet er, at der kan gå meget galt under fødslen. Hvis barnet derfor
fødes med handicap eller senere får sundhedsproblemer, som kan tilskrives selve
fødslen, eller moderens gøren og laden under graviditeten, kan der hurtigt
opstå en række tvister. Kan der fx blive tale om en fortrydelsesret, hvilket
både kan være rugemoderen, der fortryder og ikke vil aflevere barnet efter
fødslen, eller kan være de genetiske forældre, som ikke vil tage imod barnet,
hvis det fx er handicappet eller lignende? Alt dette vil der selvfølgelig kunne
tages højde for i en kontrakt, som alle parter skal underskrive, som det sker
flere steder i USA. Men det udelukker ikke de ulykkelige situationer, der
alligevel kan opstå før og efter fødslen.  

 Som
det gælder med alle etiske spørgsmål, er der også med rugemoderskaber en række
argumenter, der taler for en mere liberal lovgivning eller eventuel fuld
tilladelse af kommercielle rugemoderskaber. Eksempelvis er adoption allerede en
tilladt praksis, hvilket kan betragtes som en form for rugemoderskab.
Forskellen er dog blandt andet den, at der i adoptionssager meget sjældent
foreligger et ønske om at bortadoptere barnet, før kvinden overhovedet er
blevet gravid. Desuden er det ofte sådan, at kvinden der bortadopterer barnet
ofte gerne vil have barnet, men ikke kan, hvilket er det modsatte med
rugemoderen, der godt kan tage vare på barnet, men ikke vil. 

 Men
hvorfor må en kvinde ikke leje sin livmoder ud i ni måneder? En kunstmaler må
gerne lægge liv og sjæl i et maleri i ni måneder for dernæst at sælge maleriet.
Det er netop ikke livet eller sjælen, der bliver solgt, nøjagtig som det heller
ikke er barnet, der sælges i forbindelse med rugemoderskab. Dertil kommer de
mange kvinder som helt legalt sælger deres krop til pornoindustrien hver eneste
dag. I det hele taget sælger de fleste mennesker deres arbejdskraft hver eneste
dag, hvilket der ikke synes at være noget dehumaniserende forbundet med. Hvis
man skal imødegå disse argumenter, skal modargumentet være, at der er noget
ganske særligt forbundet med den menneskelige reproduktion, som vi skal
beskytte. Det kan eksempelvis fremhæves, at den menneskelige reproduktion i
højere grad er et samfundsanliggende set i forhold til den mere løsrevne
seksualitet, hvilket primært skyldes hensynet til barnet. Barnet som er kommet
til verden gennem en indgået kontrakt med rugemoderen. Hensynet til det barn,
som er blevet til i en lejet livmoder, hvor moderskabet beror på en indgået
aftale. Alene hensynet til barnet og det potentielle kontraktbrud bør udelukke kommercielle
rugemoderskabsaftaler her i landet.  
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:29:23 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Fostertest</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=71</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 26.3.2012) Tillykke
med de lykkelige omstændigheder! Sådan lyder det ofte, når vi gratulerer de
vordende forældre. Men fremover bør det snarere lyde: Held og lykke med de
mange valg og fravalg. For allerede i dag bliver alle gravide tilbudt
risikoundersøgelser, hvor der screenes for alvorlige sygdomme. Men i fremtiden
vil alene en blodprøve fra den gravide kunne kortlægge en meget bred vifte af sygdomsdispositioner
hos det ufødte barn. En praksis der rummer en lang række etiske problemer.   

  De
fleste danskere er modstandere af det, som ofte benævnes designerbørn. Her
henvises eksempelvis til muligheden for at vælge mellem karaktertræk blandt
sæddonorer, der vises frem i sædbankernes omfattende katalog. Forældre som
designer et barn gennem et tilvalg af ønskede egenskaber hos donoren. Med
fremtidens fostertest vil der ikke være tale om et aktivt tilvalg, men derimod
er aktivt fravalg. Et fravalg af de børn, som er disponerede for udvalgte
sygdomme, og som forældrene ikke ønsker, at barnet skal leve med. Et
blodprøvesvar vil sandsynligvis kunne give forældrene et katalog over barnets
fremtidige sygdomsdispositioner, hvor forældrene derigennem kan skønne, om de
vil tage chancen. Hvad med diabetes eller depression - tør vi tage chancen? 

 Men
er vi overhovedet i stand til at tage livet i vores hænder? Kan vi vurdere,
hvem der er værdige til livet? Hvor langt bør vi gå med vores vurdering af det
gode liv, og findes der objektive kriterier herfor? Alle mennesker er
disponerede for en lang række sygdomme. Vi dør alle af en sygdom, hvis blot vi
lever længe nok. Hvis vi derfor får indblik i kataloget over barnets sygdomsdispositioner
gennem en fostertest, kan forældrene vælge en abort pga. visse sygdomme, alt
imens andre sygdomme godkendes som mindre alvorlige.  

 Problemet
er, at selvom forældrene fravælger en fostertest, kan de blive klandret herfor.
Hvis barnet udvikler en alvorlig sygdom, som barnet allerede i fosterstadiet var
disponeret for, kan forældrene føle skyld på grund af deres fravalg af en
fostertest – de kunne jo have valgt en abort. Omvendt kan der ske det, at
forældrene vælger en abort pga. en sygdom, som der årtier senere viser sig at
være en behandling for. En fostertest er derfor det, jeg vil betegne som en
’lose-lose situation’. 

 For
ønsker vi virkelig et samfund, hvor forældre fremover selv skal vælge og
fravælge deres børn ud fra et katalog over sygdomsdispositioner? Ønsker vi et
samfund, hvor børn aborteres alene pga. en risiko? Ønsker vi et samfund, hvor forældre
ikke tager imod et barn, men vælger et barn gennem en lang række til- og
fravalg? Ønsker vi dette samfund? Jeg gør ikke! 
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:23:54 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Når mor bliver far</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=70</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.3.2012) Bør vi tillade at mænd føder børn? Bliver
spørgsmålet stillet på denne måde vil de fleste sikkert svare nej. Muligheden
opstår, hvis en kvinde skifter køn og efterfølgende bliver gravid. Lad os
derfor omformulere ovenstående spørgsmål. Bør vi automatisk kastrere borgere, der
skifter køn? Borgere, som oplever, at være fanget i den forkerte krop og derfor
blot ønsker at leve som det køn, de fra fødslen blev frarøvet? For mig at se er
der tre hensyn i denne sammenhæng, som hver især kræver opmærksomhed. For det
første har vi hensynet til de transseksuelle. Som regel er fokus netop ikke på at
blive forældre men et mere grundlæggende ønske om at leve som et helt menneske.
Når jeg siger det så skråsikkert, skyldes det, at vi globalt kun har set to eksempler
på, at en mand har født et barn. Skal vi alene af frygten for at se dette i Danmark
kastrere alle transeksuelle, der ønsker at skifte køn? For mig at se vil det være
at flytte fokus fra det som sagen drejer sig om. Samtidig skal det understreges,
at ønsker vi at sikre os, at mænd ikke får børn er vi ikke sikrede, hvis blot vi
kastrerer de transseksuelle. En transseksuel kvinde kan frit vælge at få børn,
hvorefter hun skifter køn og lader sig kastrere. I dette tilfælde vil vi også
se en mand, der har båret sit eget barn.    

  De fleste vil imidlertid pege på hensynet til
barnet som det altoverskyggende i denne sammenhæng. Jeg er helt enig i, at
dette hensyn er det absolut vigtigste. Men der er ingen undersøgelser, der
viser, at transseksuelle skulle være dårlige forældre. Tværtimod er det omsorg
og tilknytning, som er det primære for et barn. Samtidig vil et kastrationskrav
ikke ændre på, at nogle borgere vælger at skifte køn efter at de har fået børn. 

 Det sidste tredje hensyn er et mere diffust
hensyn til den offentlige moral. ’Vi vil som samfund ikke se, at mænd bliver
gravide’. Men hvorfor skal samfundet diktere moralen alene ud fra det som
flertallet ønsker at se og ikke se? Lad os i stedet se på argumenterne og få
præsenteret de vigtigste hensyn uden moralske fordømmelser. De vigtigste hensyn
i denne sammenhæng er for mig at se hensynet til barnet og de transeksuelle.
Her er det mindre sandsynligt, at vi her i landet kommer til at se mænd der bliver
gravide. Til gengæld ser vi borgere, som vi kan hjælpe gennem en kønsskifteoperation.
Skal vi samtidig kastrere disse borgere alene fordi der er noget vi som samfund
ikke vil se? Det mener jeg ikke. I det hele taget skal vi være varsomme med at
lade disse ekstremt perifere sager flytte fokus væk fra de egentlige
udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Lad os i stedet fokusere på de
tusindvis af danskere, som hver dag lever med svære fysiske eller psykiske
sygdomme. 
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:14:55 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Når manden ligger i graven, og sæden ligger i banken</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=69</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28.2.2012) I dag er det muligt at nedfryse sædceller, ægceller
og befrugtede æg. I forbindelse med fertilitetsbehandling kan der være mange
fordele forbundet med nedfrysning af befrugtede æg, hvilket har været en tilladt
praksis i mange år. Nedfrysning og deponering af sædceller er også blevet meget
almindeligt og kan være begrundet i mange forhold. Sæden kan ligge i banken i adskillige
år og optøs, når ønsket om børn dukker op. Men i dag er det sådan, at sæden
skal destrueres, hvis manden dør. Men nu foreligger der blandt fertilitetslæger
og politikere et ønske om at ændre denne praksis. Vi kan eksempelvis forestille
os et ungt ægtepar, som allerede har fået en velskabt dreng, hvorefter manden bliver
alvorlig syg. Sæden deponeres i banken, hvor manden giver samtykke til, at
kvinden må benytte sæden efter sin død med sigte på, at drengen kan blive
storebror. Dette eksempel tager udgangspunkt i de barnløses rettigheder og vil
sikkert vække sympati blandt mange danskere. Men her skal vi tænke os godt om.   

  I dag er seksualitet i stort omfang
blevet adskilt i lyst og reproduktion. Hvis vi ophæver denne forskel, vil det
selvsagt ikke være fysisk muligt at en mand befrugter en kvinde efter døden. I
bedste fald vil det være en forstyrrelse af gravfreden og kan virke anstødeligt
og en smule morbidt. Nogle vil måske ligefrem tale om en ny form for fertilitetsnekrofili.
Men nu ligger manden i graven, og sæden ligger i banken. Principielt kan det
derfor være vanskeligt at forsvare det forkerte i denne praksis, hvis vi
betragter det øvrige marked for assisteret reproduktion. Enlige kvinder kan
eksempelvis lade sig behandle og befrugte med sæd fra en anonym donor. I begge
tilfælde vil barnet vokse op uden en biologisk far. Den eneste
forskel, der synes at være, beror på det forhold, at et barn født med sæd fra
en afdød ægtefælle i nogen grad bibeholder en relation til den afdøde mand/far
via moderen. Hvorvidt det er til barnets fordel eller ulempe, synes der
imidlertid ikke at være noget entydigt svar på. Men eksistentielt giver brugen
af død mands sæd ny mening til et liv efter døden. 

Hvis vi
først åbner for muligheden for, at kvinder kan benytte en afdød mands sæd vil
det afføde en lang række nye etiske spørgsmål. Må kvinden eksempelvis benytte den
afdøde mands sæd, hvis hun indgår i et nyt ægteskab? Hvor mange år må sæden i
det hele taget være deponeret efter døden? Her kan vi forestille os, hvordan et
oldebarn eksempelvis ønsker et barn med den for længst afdøde familiepatriark,
osv. Historien har vist, hvordan vores fertilitetsbehandling skridt for skridt har
åbnet for nye markeder for assisteret reproduktion. Med nedfrysning og
deponering af befrugtede æg har vi eksempelvis set, hvordan grænsen først var
ét år, siden to år, hvor grænsen i dag er fem år. Grænserne for
fertilitetsbehandling har hele tiden rykket sig til et samlet landskab, som i
dag kan virke uoverskueligt. Udgangspunktet er som regel et ønske om at hjælpe
de barnløse par gennem en bioteknologi, der stormer frem. Men hvad med barnet, hvis
far allerede er død, inden det bliver født? Er det den fortælling vi ønsker
barnet skal vokse op med? Det mener jeg ikke. Etiske grænser kan aldrig tilgodese
alle. Men her bør vi tilgodese barnet.  
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:11:26 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Anti-fortvivlikum</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=68</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.2.2012) I dag er det blevet ganske sædvanligt, at
ordinere antidepressiv medicin, som var det antisorg-piller. Men prøv at
forestil dig følgende: Du er passeret 80 år men stadig frisk og rørig, som
stadig flere er det i denne alder. Du bor i egen bolig og fornøjer dig bl.a.
med at male fine malerier. Men nu sker der det (som det sker for mange), at du
får en hjerneblødning og du vågner op med alvorlige følger. Det går op for dig,
at du har mistet alt. Du kan ikke længere gå på toilettet eller vaske dig. I
det hele taget kan du hverken stå eller gå og må have hjælp til det meste. Du
kan heller ikke male længere, hvilket ellers var din store glæde. Du bliver så
fortvivlet at du får en depression, som du aldrig kommer ud af igen.   

  Men for at vi andre kan spares for synet af
denne elendighed siger vi: Du er depressiv! Bemærk hvordan det vil lyde helt
anderledes at sige: Du er fortvivlet! Men nu får du antidepressiv medicin, som
trækker et slør henover det som egentlig var en fortvivlelse. For pillerne er
egentlig til for os. Vi som står og kigger på elendigheden. Du efterlades med
andre ord omme bagved det hele med din fortvivlelse. 

 Lad det være sagt med det samme.
Antidepressiv medicin hjælper tusindvis af danskere hver eneste dag. Så vidt så
godt. Men antidepressiv medicin er også blevet den løsning vi i nogle tilfælde
kan sløre fortvivlelsen med. De andres fortvivlelse vel at mærke. Bemærk hvordan
det med det samme vil blive synligt hvad det er vi taler om, hvis vi kaldte
antidepressiv medicin for antifortvivlikum. Problemet er nemlig, at antifortvivlikum
ikke findes og pr. definition aldrig vil kunne opfindes. Hvis vi rent faktisk skulle
lykkes med at hjælpe mennesker i den absurde fortvivlelse, som nogle kastes ud
i, ville det kræve noget helt andet nemlig en engageret medleven og medinddragelse
i den andens livssituation. Men det er en af fordelene ved antidepressiv
medicin. Vi kan ordinere pillerne og lukke døren bag os med god samvittighed.
Nu er jeg selvfølgelig fuldt bekendt med, at den medicinske behandling ofte
suppleres med anden hjælp. Men vi skal ikke være blinde for, at livet rent
faktisk skaber fortvivlelse, det er slet og ret et vilkår, som vi ikke kan medicinere
os ud af. På samme måde kan vi heller ikke medicinere os ud af sorg. Når så
fortvivlelsen reelt opstår bør vi derfor også erkende, at den ikke fuldt og
helt kan erstattes med eller oversættes til en diagnose med medicinsk løsning.
Derimod er egen eller andres fortvivlelse livets påmindelse om værdien af og
vigtigheden i at vi ikke primært lever som mennesker men først og fremmest er medmennesker,
der forpligter sig for hinanden.  
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:08:10 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Lige adgang til sundhed er kun for dem der kan gå lige</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=67</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt dagblad d. 10.2.2012) I Danmark bryster vi os af et sundhedsvæsen med lige adgang for alle. Vi
kan godt lide tanken om lige og let adgang til sundhedsydelser, og vi hører
herom i politiske erklæringer og ved festlige lejligheder, når idealerne skal
vejre i vinden og sikre en pletfri glorie og en ren samvittighed. Men der
bliver stadig længere fra parole til praksis.   

  Parolerne om solidaritet og idealerne om lighed er udfordret på radikal
vis i disse år. Det er hele den måde, der tænkes og tales om borgere og
patienter, det er galt med. Sundhedsvæsenet er blevet inficeret af en nyttetænkning,
der mere end nogensinde graver grøfter mellem befolkningsgrupper i samfundet. I
samfundsdebatten bliver det stadig mere klart, hvordan vores principper
inficeres af nytteetiske kalkuler, der stadig oftere flytter fokus væk fra
patienten hen imod regneark. 

 I dag er det helt legitimt at diskutere en
nedprioritering af ydelser til handicappede, billigere medicin til døende,
organhandel, fiksering af patienter på grund af økonomiske hensyn, patienter i
arbejde der skal behandles før de arbejdsløse, den yngre patient der skal behandles
før den ældre, osv. Disse eksempler lever i debatten i dag på en måde, som vi
ikke så for årtier tilbage. Konfronteres vi direkte med spørgsmålet, hvorvidt arbejdsløse
skal bagerst i køen til sundhedsydelser, siger de fleste fra. Ikke desto mindre
har tusindvis af danskere tegnet en sundhedsforsikring gennem arbejdspladsen,
der netop sikrer, at de kan springe køen over. 

 Der er tale om en mere eller mindre skjult nytteetisk kalkule, hvor der
ikke kun peges på det, som tjener patientens bedste, men også samfundets
bedste. Det er særligt samfundsnytten, der bliver problematisk, fordi patienter
sjældent nytter særlig meget, med mindre de bliver raske i en fart. 

 Betragter vi sundhedsvæsenet i dag, er det vores blikretning, der har
ændret sig. Vi taler stadig om lighed og solidaritet, men når dagligdagens
udfordringer møder os, fokuseres der mere ensidigt på samfundsinteressen,
samfundsøkonomien og dermed nytten i et større perspektiv. Der har indsneget
sig en bacille i vores bevidsthed, hvor der i stadig større grad fokuseres på
det som ‘betaler sig’. Det betaler sig ikke, at danskerne drikker, ryger og
spiser det forkerte i de forkerte mængder. Borgerne skal derfor betinges til en
ændret sundhedsadfærd, som var det Pavlovs hunde. Med de bedste intentioner
forsøger man at ændre borgerens sundhedsvaner. Hvis det ikke lykkes, og
borgeren bliver syg, ligger der en tanke på spring: ‘det er din egen skyld, du
kunne jo bare have gjort som vi sagde’. 

 Som det gælder med spørgsmålet ’kan det betale sig’, er udtrykket
’selvforskyldte sygdomme’ et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte, men
ofte ligger som en præmis i debatten. Til grund herfor ses en tiltagende
orientering mod nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske
samfundsinteresser. Med denne opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld,
men også ansvar. Alle skal i dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig
større omfang også egen sygdom. Lige adgang til sundhedsvæsenet betyder derfor,
at vi alle skal følge en lige linje på vejen til sygehuset – ellers trækker det
ned i regnestykket. Det er her kløfterne opstår, og de flotte paroler om lighed
falder til jorden. 

 Men hvad er så løsningen? Den nytteetiske bacille inficerer vores
forpligtelse om lighed og solidaritet. Vi skal tilbage til et menneskesyn, som
i sin grundsubstans hviler på hensynet til medmennesket. Vores forpligtelse til
at betragte alle patienter uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller
ej. En forpligtelse der fokuserer på lighed og fællesskab ud fra en norm om at
handle til gavn for den enkelte patient.
Et udgangspunkt der kort og godt går ud på, at vi hjælper patienterne uden
først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på grund af
nytteetiske kalkuler. 

   
 ]]></description><pubDate>Fri, 06 Apr 2012 19:04:45 +0200</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Dødspillen</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=66</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad 16.1.2012) Lad os forstille os den ultimative form for aktiv dødshjælp: Vi indfører
en dødspille. Den kan købes i ethvert apotek. Nej, i ethvert supermarked. Den
ligger frit fremme til salg overalt, hvor vi kommer. Vil du købe pillen? Umiddelbart
er det let at forestille sig en salgssucces. Ikke fordi vi ønsker at afslutte
livet, men fordi vi kunne have et ønske om at have pillen liggende, hvis
situationen byder det nødvendigt. Hvis livet på et tidspunkt bliver ubærligt
eller ulideligt, ved vi, at pillen ligger i medicinskabet. Her står vi ved et
centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp. Argumentet der går på, at vi
ikke vil ende som en grøntsag eller på anden måde lide en såkaldt uværdig død.
Døden er derfor noget, vi gerne vil håndtere i opløbet. Argumentet skjuler
motivet om at ville kontrollere livet, og ikke mindst døden når den nærmer sig.
Tanken opstår som et ønske om selv at kunne beslutte, hvornår livet skal stoppe,
og derfor kunne ideen om en dødspille være en besnærende tanke.     

 Det interessante ved dette ønske er, at selvom vi tror, at døden bliver
det største ønske, når den kommer tæt på, er det ofte det modsatte, som er
tilfældet. Jo mere vi nærmer os døden, desto mere kæmper vi ofte for livet. Det
er på afstand, at vi hurtigt kan få en tanke om et fuldstændigt uudholdeligt
liv i en miserabel sygdomssituation. Samtidig er det, når vi betragter andre
udefra, at vi ønsker livets afslutning. Alene det at gå forbi et ældrecenter kan
få os til at tænke: ’Hvordan holder de det ud, de har da ikke noget liv længere’,
fordi det fra distancen kan minde om en levende bisættelse. Her kan man få den
tanke, at dødspillen vil blive en sællert.  

 Men nej. Livets logik er en ganske anden. Det forunderlige ved
menneskelivet er, at styrken i menneskets dødsønske ikke har en direkte forbindelse
med dets lidelser. Det er ikke sådan, at jo mere syg man bliver, desto hurtigere
vil man gerne herfra. En pointe jeg ofte har fået bekræftet i mødet med døende
på flere af landets sygehusafdelinger. I modsætning til hvad man kunne forvente,
er det sjældent sådan, at jo værre man har det, desto stærkere ønsker man at
dø. 

 Vi kender alle til påskønnelsen af egen vores sundhed, når vi ser andre
lide under svær sygdom. Samtidig kan vi få en tendens til at overføre vores egen
livsdom nedover den syge ’hvad er det dog for et liv’, gid hun dog snart må få
fred’, ’der er jo ingen værdighed tilbage’ osv. Men patienten selv bliver ved
med at leve, selvom døden lægger andre planer. En af de største misforståelser
i debatten om aktiv dødshjælp er efter min mening tanken om, at de døende
ligger på stribe med et ønske aktiv dødshjælp og vil være de første til at
sluge dødspillen, hvis den lå på natbordet. Det er på ingen måde tilfældet,
selvom jeg selvfølgelig ikke er blind for, at ønsket kan opstå. Men selv i situationer,
hvor jeg personligt har tænkt ’hvad er det dog for et liv’ har patienten levet
til døden, og fyldt livet på vejen derhen. 

 Så nej, vi skal selvfølgelig hverken producere eller markedsføre
dødspillen. I stedet skal vi leve med døden som en del af livet og som det
vigtigste hjælpe hinanden i livet på vejen derhen. 

  
 ]]></description><pubDate>Fri, 20 Jan 2012 14:19:45 +0100</pubDate><category>Etiske spørgsmål</category></item><item><title>Etikken der går</title><link>http://iloapp.dialektik.dk/blog/birkler?Home&amp;post=65</link><description><![CDATA[ (Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4.1.2012) 
















  Vi har netop
fejret nytåret. Her bruger vi tid på at se tilbage på året der gik for
derigennem at komme bestyrket ind i det nye år. Vi har set tilbage på de
vigtigste begivenheder i politik, sport og kultur. Men hvad ser vi, når vi
kigger tilbage på årets gang fra et etisk perspektiv?    

 Her rejser
der sig en lang række sager, og enkeltsager især, som medierne har trukket frem,
og hvor etikken er blevet nævnt. Vi har debatteret nedgravning af aborterede fostre,
gentest, prioritering i sundhedsvæsenet, kvinder hvis børn blev syge af sæd fra
samme donor, pigen der fik fjernet brysterne som 15-årig, hvilket blot er
ganske få eksempler på tematikker, som har trukket overskrifter i den
offentlige debat i det forløbne år. Dertil kommer debatten om de evigt aktuelle
emner såsom organdonation, aktiv dødshjælp, grænser for abort, osv. 

 Men skal vi
se tilbage med etikken, er det relevant se at lidt længere tilbage for på den
måde at se, hvordan etikken ændrer sig i det danske samfund. Lad mig give nogle
eksempler. I Det Etiske Råds 25-årige historie har der flere gange været rejst
en debat om kunstig befrugtning. Læser man Rådets redegørelse fra 1995 står der,
at et flertal var modstandere af nedfrysning af befrugtede æg i forbindelse med
fertilitetsbehandling eller nedfrysning af ægceller i det hele taget. I dag er
det blevet sædvanlig praksis, uden at nogen løfter et øjenbryn. I dag er det
godt og vel et år siden, at en kvinde tilmed fik udleveret en afdød mands sæd
med sigte på kunstig befrugtning. Tilbage i slutningen af firserne var der en
heftig debat i Danmark vedrørende hjernedødskriteriet. Det vil sige muligheden for
at erklære en person død, hvis blot hjernen er død, hvorefter hjertet kan transplanteres.
Der var stor modstand dengang. I dag er det blevet sædvanlig praksis, og jeg vil
tro, det er vanskeligt at finde mange modstandere i dag. Går vi fra firserne
tilbage til halvfjerdserne, finder vi hele abortdebatten, hvor aborten som bekendt
blev fri. Her var der også stor modstand. Men hvordan ser det ud i dag? Det er
meget vanskeligt at finde modstandere af den fri abort, med mindre man skeler
til nogle religiøse kredse. Til gengæld diskuteres grænser for begravelse af aborterede
fostre og andre grænser forbundet med provokeret abort, som vi må tage stilling til, fordi vi har indført en særdeles
liberal abortlovgivning. 

 Men hvad er
det så, vi rynker på næsen af i dag? Mange forholder sig kritisk til muligheden
for, at tre personer genetisk kan blive forældre til samme barn. Det kunne også
være to mænd, der blev genetiske forældre til et barn via en rugemor. Flere er
kritiske overfor genmodificerede fødevarer. De fleste ønsker ikke at mennesker
klones, osv. Listen er lang og jeg er selv blandt dem som forholder sig kritisk
til ovenstående teknikker. Men ser vi historisk på udviklingen af skik og brug,
har sæderne altid været i forfald. Hvad der var udsædvanligt sidste år, er
blevet sædvanligt i år. Som en stor filosof en gang sagde: ’Kanonen vil kræve
sin ret’. Når først teknologien er skabt, vil den også blive brugt på et
tidspunkt.  

 Men hvad bør
vi så gøre? Bør vi blot give slip og lade alt flyde. Hertil er svaret nej. Vi bør
derimod blive mere bevidste om, det vi står for, det vi finder os i, og dermed
har hjemme i. Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og
sætte grænser. Vi bør pejle efter et ’hertil og ikke længere’ og lade det være
en besindelse for dem, som følger os. Udviklingen skal ikke bremses, men vores
værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning.
Men nytter det noget? Ja, vi får større etisk bevidsthed og givet kant til egen
stilling. Det afgørende er, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken,
men ser mennesket først, vores medmenneske. Det er det, etikken drejer sig om.  

  
 ]]></description><pubDate>Fri, 20 Jan 2012 14:17:50 +0100</pubDate><category>Hvad er etik?</category></item></channel>
</rss>
